U15: Hillerød GI Damefodbold vinder sjællandsmesterskabet

0
1681
De nykårede Sjællandsmestre fra Hillerød GI Damefodbold. Foto: Kasper Vindelev, HGI

 

De nykårede Sjællandsmestre fra Hillerød GI Damefodbold. Foto: Kasper Vindelev, HGI

Sjællands bedste U15-hold kommer fra Hillerød. Det blev en kendsgerning søndag, da Hillerød GI Damefodbold sejrede i sæsonens sidste kamp i 1. division øst og dermed vandt rækken med 24 point foran Brøndby, som slutter med 22 point.

Hillerød satte en tyk streg under mesterskabet med en storsejr i den sidste kamp. Hele 10-0 blev resultatet på udebane over bundholdet BSV. Det første mål blev scoret allerede efter 23 sekunder, ved pausen stod der 4-0, og da kampen blev fløjtet af var der scoret yderligere seks gange. Hele syv forskellige HGI-spillere bidrog til målfesten, og træner William Petersen var selvsagt godt tilfreds med præstationen hos sit og trænerkollega Lars Bo Larsens hold:

“Vi spiller bolden godt og hurtigt rundt, og at der er syv forskellige målscorere er et meget godt billede på vores spillestil. Vi vil gerne stå for en teknisk betonet spillestil med meget boldbesiddelse,” siger han.

“Førstepladsen fortjent”

For tre uger siden vandt Hillerød DBU Sjællands pokalturnering, og træner William Pedersen & co kan derfor se tilbage på et perfekt forår for U15-pigerne:

”Vi blev to’er sidste år, så derfor var målet at vinde i år. Vi lagde så ud med at tabe de første to kampe, så de sidste otte kampe har været finalekampe for os, og det har pigerne klaret rigtig godt. De har leveret en række gode præstationer, og jeg synes førstepladsen er fortjent. Vi har ramt en rigtig god udvikling hos spillerne her i foråret, og har blandt andet formået at gøre flere af spillerne klar til at spille U18 DM efter sommerferien,” siger William Petersen med henvisning til, at Hillerød GI Damefodbold har fået licens til den bedste U18-række i den nye sæson.

Klar til U16-rækken

Efter sommerferien ændres turneringsstrukturen på Sjælland, så den nuværende U15-række afløses af en U14- og en U16-række. Men selv om Hillerød rykker flere af guldholdets bærende kræfter op på U18 DM-holdet efter sommerferien, så lover William Petersen, at Hillerød også vil formå at stille med et slagkraftigt hold i den nye U16-række:

”Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og love, at vi bliver nummer ét igen til næste år. Men jeg er sikker på, at vi får et hold, der vil kunne spille med i toppen, for vi har så mange dygtige spillere i disse årgange,” siger William Pedersen.

...guldvindere fra Hillerød. Foto: Kasper Vindelev, HGI