Katrine Veje: Fantastisk at blive svensk mester

0
1578
Katrine Veje har fået meget mere spilletid i sin første tid i Malmø, end hun selv havde turdet håbe på. Foto: LdB FC Malmø

20-årige Katrine Veje skiftede i sommer fra OB til de svenske mestre fra LdB Malmø på en tre-årig kontrakt. Hun har netop været med til at genvinde mesterskabet og har fået langt mere spilletid, end hun havde håbet på i sin første sæson

Af Steen Trolle

Med en scoring til 3-0 i den sidste og afgørende kamp, satte danske Katrine Veje sit store fodaftryk på begivenhederne, da LdB Malmø forleden vandt det svenske mesterskab for andet år i træk.

Dermed sluttede sæsonen helt på toppen for den tidligere OB-spiller, der skiftede til Malmø i sommer. 20-årige Katrine Veje kan nu se tilbage på en halvsæson, der gået langt over forventning, fortæller hun i et interview med FODBOLD FOR PIGER:

”Jeg havde ikke regnet med at komme i startopstillingen så hurtigt, i og med at det er nogle fantastisk dygtige  spillere, vi har i LdB Malmø. Derfor er jeg stolt og beæret over, at jeg allerede fra starten af har fået vist tilliden af træneren, og det er helt fantastisk at prøve at blive svenske mestre allerede fra første sæson i Sverige,” siger Katrine Veje.

Den danske kantspiller, der blev kåret til Årets Talent i danske kvindefodbold i 2007, er startet inde i stort set hele sæsonen og undervejs er det blevet til fem mål. At det sidste mål så oven i købet var med til at afgøre mesterskabet, har gjort de første måneder i Sverige til et foreløbigt højdepunkt i karrieren:

”Det er stort allerede at være blevet svensk mester, og det var en helt igennem fantastisk følelse, da jeg ser bolden går ind bag målmanden til 3-0 i guldkampen. Det er selvfølgelig noget af det største jeg har oplevet”.

Har du udviklet dig som fodboldspiller i den første halvsæson?

” Jeg synes, at jeg har udviklet mig både på og udenfor banen, da jeg er flyttet hjemmefra og nu bor i Malmø og skal vende mig til nye omgivelser og andet sprog. Derudover er den svenske liga hårdere end den danske liga, jeg er vant til. De både spiller hurtigere og hårdere og på den måde er jeg blevet udfordret til mit ypperste i kampe og træninger”.

På hvilke områder er Damallsvenskan bedre end den danske 3F-liga?

”Den svenske liga hårdere og mere fysisk. De er alle sammen knald stærke og gode fodboldspillere med hurtighed, teknik og fysik, hvilket man ikke altid støder på i den danske 3F-liga”.

Hvordan trives du med nye holdkammerater, nyt land og nyt sprog?

”Jeg synes, at jeg er faldet rigtig godt til i Malmø og mine klubkammerater er gode til at spørge hvordan jeg har det og vi går ofte i biografen sammen, shopper og spiser sammen efter hver træning.
Jeg skal også starte til svensk kursus i denne uge, hvor jeg skal starte helt forfra med at tælle til 10 på svensk osv. Det ser jeg meget frem til”.

Træner I mere i Malmø, end du gjorde i OB?

”Vi træner hver dag i Malmø og træningerne er væsentlig bedre i OB. Det bunder i, at vi har mange trænere som er forskellige og laver forskellige træninger som hver enkelt spiller for meget ud af. Derudover er spillerne i Malmø også væsentlig bedre end OB, da der er så mange flere spillere i Malmø end vi havde i OB”.

Hvad er dine fodboldambitioner på længere sigt?

”Det er klart, at bide mig mere fast på LdB Malmøs hold. Jeg er stadig ny og skal stadig finde ud af hvordan de andre spiller i forhold til hinanden, og så kunne jeg da godt tænke mig at komme til EM med det danske landshold…”.

Har du lagt planer for, hvad der skal ske, når din nuværende kontrakt slutter i 2014?

”Nej det har jeg ikke, det må vi se på når tiden nærmer sig”.

Hvordan får man fritiden til at gå i Malmø…?

”Man hygger sammen med de andre fra holdet, får besøg af familien, kæresten og vennerne fra Danmark og ellers så slapper jeg af med “Desperate Housewifes” og en varm kop kakao!”.

FAKTA

Katrine Veje, 20 år

Offensiv spiller

Nuværende klub: LdB Malmø siden juni 2011

Tidl. klubber: Vejle og OB

Kåret som Årets Talent på kvindesiden i DBU i 2007.

De svenske mestre fra LdB FC Malmø, der genvandt mesterskabet forrige lørdag efter en 6-0-sejr over Ôrebro. Foto: LdB FC Malmø