Sjællands og Fyns bedste U14-piger testede hinanden

0
1379
Marie Hovmark fra Rødovre (i hvidt) blev topscorer for Østholdet.

DBU U14-samlingerne fra Sjælland Øst, Sjælland Vest og Fyn til fælles weekendsamling i Espergærde, hvor de spillede mod hinanden og et svensk hold. Tætte kampe gav sejr til Østholdet, som sluttede med storsejr over svenske Eskilsminne

Af Steen Trolle

Det lugtede lidt af landshold, da DBUs U14-samlinger fra Østsjælland, Vestsjælland og Fyn i weekenden var til fællessamling i Espergærde i Nordsjælland.

De 56 piger i alderen 12-13 år fik alle udleveret en landskampsdragt, da de ankom lørdag morgen, og i løbet af weekenden spillede pigerne tre kampe af 3 x 25 minutter, som med deres trøjer og bukser i rødt og hvidt og strømper med Dannebrogsflag mindede om rigtige landskampe. Kun den manglende nationalmelodi og de fraværende tribuner på Espergærdes halvforblæste kunststofbane, understregede, at der ”kun” var tale om en DBU-træning for udvalgte 98ere og 99ere – ikke en rigtig landskamp.

Lidt landsholdsbold var der dog over weekenden. Som det sidste og fjerde hold havde DBU inviteret et stærkt svensk pigehold, Eskilsminne fra Helsingborg, der til daglig spiller i en drengerække. Derfor kom alle de danske U14-piger til at opleve, hvordan det er at spille overfor en modstander i gult og blåt, der snakker svensk.

Landskamp eller ej. Pigerne gik bundseriøst til kampene, og resultatet var nogle meget tætte dyster, som blev spillet på et højt niveau. Bedst gik det for Østholdet, som vandt alle deres tre kampe. Først blev det til en 3-1-sejr over Sjælland Vest, så blev Fyn slået 3-1 og til slut blev det til en sikker 4-0-sejr over Eskilsminne. I de andre kampe spillede Fyn og Eskilsminne uafgjort 3-3, Sjælland Vest slog Eskilsminne 1-0 og Fyn-Sjælland Vest sluttede 2-0.

Østtræner: Tingene gik op i en højere enhed

Efter den sidste kamp var teamleder og –træner for Sjælland Øst, Thomas Lesly Rasmussen, en glad mand. Det var første gang han testede pigerne i en rigtig kamp, og han var godt tilfreds med det, han så:

”De ting, vi har talt om på taktikmøderne, gik op i en højere enhed, specielt i den sidste kamp mod svenskerne. Det var simple ting som at spille i vinkler, at spille medspillere i bevægelse, at flytte sig rigtigt og at bruge mund, og det lykkedes rigtig godt,” siger Thomas Rasmussen.

 Han havde piger fra otte forskellige klubber med i start-11eren i den sidste kamp. På den baggrund var DBU-træneren imponeret over, at pigerne formåede at finde så godt sammen i spillet, at de kunne slå et klubhold som Eskilsminne med 4-0:

“Var kampen fortsat er jeg ikke i tvivl om, at vi ville have vundet endnu større. Vi var rigtig gode i dag. Vi havde talt om, at vi ville ha’ bolden, at vi ville ha’ svenskerne ud og løbe og at der hele tiden skulle være én at spille, og det lykkedes jo rigtig godt,” siger Thomas Rasmussen.

Socialt sammenhold = god fodbold

En af grundene til det gode samspil er, at pigerne fungerer godt socialt sammen, mener Thomas Rasmussen: ”Det har jeg lært gennem alle de år, jeg har trænet piger: Hvis det sociale fungerer godt, så fungerer det også godt inde på banen. Derfor prioriterer vi det sociale. Når der er fløjtet af og vi ikke har møde, så har pigerne frie hænder indenfor rimelighedens grænser. De skal selvfølgelig have deres fokus på, at der kommer en næste kamp, og at de skal have deres søvn, men de også skal mulighed for at hygge sig. Og det kan pigerne godt administrere,” siger Thomas Rasmussen.

Se billeder fra DBU-samlingen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Den første kamp mellem Sjælland Øst i hvidt og Sjælland Vest i rødt sluttede med en 3-1-sejr til Øst.