Fyns bedste U15-hold er klar til den bedste danske række vest for Storebælt. Cheftræner Jesper Jacobsen tror på, at holdet kan være med til at dominere rækken, hvor modstanderne sandsynligvis bliver stærke pigeklubber som Skovbakken og Kolding
Af Steen Trolle
To uagjorte, ingen nederlag og flere storsejre. Munkebo/Næsbys bedste U15-piger har haft en suveræn efterårssæson, og holdet er nu klar til at spille med om det jysk-fynske mesterskab til foråret.
Cheftræner Jesper Jacobsen tror på, at holdet kan være med i toppen, selv om Munke-Næsby formentlig skal i pulje med stærke pigeklubber som Skovbakken, Kolding og Vejle.
”Vi skal være med i top tre. Vi har mødt flere af de kommende modstandere i træningsturneringer, hvor vi har vundet eller spillet lige op med dem. Derfor tror jeg på, at vi kan gøre det godt i rækken,” siger Jesper Jacobsen.
Klubsamarbejdet mellem Munkebo og Næsby har eksisteret i to år og bærer nu for alvor frugt. Holdet er det eneste fynske U15-hold, der har kvalificeret sig til den jysk-fynske 1. division, og pigerne sætter også deres præg på DBU-samlingerne, hvor der pt. er otte Munkebo-Næsby-piger med på U14- og U15-holdene.
”Vores bedste kampe var vel, da vi slog Middelfart 8-1 i efterårsturneringen og da vi vandt 1-0 over B1913s U18-hold, som spiller i den næstbedste U18-række. Vi spiller efter det system, som DBU lægger op til, det vil sige med korte bold langs jorden og fremover stepperne,” fortæller Jesper Jacobsen.
Næsby ligger i udkanten af Odense, mens Munkebo ligger i nærheden af Kerteminde. I den første sæson valgte holdet at spille kampe på skift i de to klubber og at træne én gang om ugen hvert sted, men fra i år har holdet valgt kun at spille og træne i Næsby.
”Det skyldes at faciliteterne er bedst i Næsby. Vi træner tre gange om ugen og pigerne fra Munkebo bliver så kørt til Næsby af forældre,” siger Jesper Jacobsen, og tilføjer at det ikke kun er Munkebo-pigerne som kører langt for at træne i Næsby. Holdet er blevet så attraktivt , at det formår at trække spillere fra hele Fyn, blandt andet har holdet en spiller fra Fåborg.