Overraskende 3-1-sejr til BSF hjemme over Fortuna Hjørring i U18 DM-rækken. “Vi er tættere på de store hold fysisk, end jeg havde regnet med,” siger BSF-træner John Froman
Af Steen Trolle
“Det var ikke tre point, vi havde kalkuleret med”.
John Froman, U18-træner hos Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), var overrasket men glad, da han lørdag eftermiddag gjorde status efter 3-1-sejren i U18 DM-rækken over gæsterne fra Fortuna Hjørring. BSF har et ungt hold med mange årgang 96ere, og derfor har klubben udnævnt sæsonen til et læreår, hvor en placering blandt de fem bedste vil være tilfredsstillende. Det er derfor en behagelig overraskelse, når der pludselig ruller tre point ind på kontoen fra et opgør mod et af storholdene.
“Kampen viser mig, at vi fysisk ikke er så langt fra de stærkeste hold, som jeg havde regnet med, og at vi spillemæssigt er der, hvor jeg regner med,” sagde John Froman efter kampen, hvor han roste holdet for god bevægelse og godt offensivt spil.
“Fortuna Hjørring havde bolden meget, men vi var gode på deres banehalvdel og havde god bevægelse. Vi laver ganske vist mange små fejl, men de (Fortuna Hjørring, red.) laver også mange uprovokerede fejl og så var de uskarpe i dag foran mål, hvor vi laver nogle flotte mål,” lød BSF-trænerens analyse af kampen.
BSF kom foran 1-0 og 2-1 før pausen på mål af Nicoline Haugaard Sørensen og Nikoline Andresen. I 2. halvleg blev det til 3-1 ved Tanya Arngrimsen.
“Det var fysikken mod de unge, og de sidste 20 minutter melder forskellen sig. Vi er trætte, men har så fordel at at være foran,” siger John Froman.
Med sejren er BSF lige nu på tredjepladsen, a point med Thisted, der har spillet en kamp mindre. BSF møder næste gang Team Viborg, der er næstsidst U18 DM-række.