Nyt stærkt U13-hold fra HIK/Skjold/B93 rykker fra København til Sjælland række 1, hvor holdet skal spille mod bl.a. Brøndby og Ballerup Skovlunde. Det nye klubsamarbejde har rundet 600 medlemmer, hvilket gør den til en af landets største pigefodboldklubber
Af Steen Trolle
De bedste U13-piger fra Skjold, HIK og B93 kan fra 2012 se frem til at få ekstra hård modstand. Som led i det nye samarbejde mellem de tre gamle københavnerklubber bliver U13-pigerne slået sammen, og HIK/Skjold/B93 har nu fået grønt lys fra DBU til, at deres bedste U13-hold kan flyttes ud af København til DBU Sjællands række 1, hvor modstanderne er Brøndby IF, Ballerup-Skovlunde, Allerød, Himmelev Veddelev, Fremad Nord og Greve.
”At vi kan få matchet vores piger imod de stærkeste hold på Sjælland, allerede når de er U13, er en stor succes, og en vigtig milepæl i B93/HIK/Skjold klubsamarbejdet. Den hårdere modstand vil betyde at U13 pigerne tidligere end nu vænner sig til at spille tætte kampe imod stærke hold. Det vil uden tvivl gøre dem til dygtigere fodboldspillere, og fremadrettet vil den bedre matchning få meget stor betydning for pigernes muligheder for at klare sig godt, når de som U15-spillere skal til at spille divisionsfodbold,” skriver talentudviklings- og sportschef Thomas Bo Nielsen på B93/HIK/Skjolds hjemmeside.
Skjold sluttede på 1. pladsen og HIK på 2. pladsen i DBU Københavns bedste række i efteråret, så det er stærkt hold, der nu rykker til Sjælland række 1. Samtidig bevarer B93/HIK/Skjold i øvrigt en plads i DBU Københavns bedste række:
”Så B93/HIK/Skjold vil fremover være meget synlige og stærkt repræsenteret i pigefodbolden på Sjælland,” skriver sportschefen.
Af hjemmesiden fremgår det i øvrigt, at medlemsskaren i B93/HIK/Skjold nu har rundet 600 piger og kvinder. Det gør B93/HIK/Skjold til en af Danmarks allerstørste pigefodboldklubber.