BSF vil styrke de yngste årgange

0
2005

Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF) vil ikke længere nøjes med at have nogle af Sjællands bedste pigehold i årgangene U15 og U18. Klubben, der har flere ungdomslandsholdsspillere, vil nu også give de yngste årgange et løft. Derfor starter klubben et tre-årigt projekt, der skal få mange flere 6-12-årige piger fra lokalområdet til at trække i den røde BSF-trøje.

”Vi vil gerne i dialog med skolerne i kommunen for at få flere piger i 0.-5. klasse til at prøve at spille fodbold. Alene på de tre skoler, der ligger tættest på klubben, går der 1000 piger i 0.-5. klasse. Hvis 10 procent af disse piger kunne få lyst til at spille fodbold, vil det være et stort løft til klubben,” siger Bjørn Øst, der er primus motor på det kommende projekt, som går i luften efter sommerferien.

Målet er både at styrke bredden og eliten. Det skal ske gennem sjov og spændende træning, som giver pigerne lyst til at spille og samtidig løfter niveauet hos de bedste i de yngste årgange.

”Vi vil gerne skabe vores egne spillere, så vi får et større fundament hvorfra vi kan rekruttere spillere af egen avl til vores elitehold. Vi er blandt andet inspireret af HGI Hillerød, som – stor ros til dem – har været rigtig dygtige til at skabe spillere af egen avl. Det har vi ikke hidtil været i BSF, fordi der har været stor fokus på eliteholdene, dvs. U15, U18 og 3F-holdet. Det skal der fortsat være, men nu vil vi også bruge flere kræfter på U7, U9, U11 og U13,” siger Bjørn Øst, som ved siden af rollen som projektleder også er assistenttræner for U18 DM-holdet.

Et af midlerne bliver at forbedre træningen i de yngste årgange:

”Mange piger i de yngste årgange trænes for dårligt i dag. Vi har fundet en række gode folk, som gerne vil være med til at løfte træningen, og derfor ser det lige nu potentielt meget lovende ud,” siger Bjørn Øst.

Læs også: Bjørn Øst tilbage i BSF