DBU styrker 3F Ligaen med flere penge og nye krav

0
922
DBU indfører licens for klubberne i 3F Ligaen.

 

DBU indfører licens for klubberne i 3F Ligaen. Her er det KoldingQ i kamp med Skovbakken.

DBU er på vej med en større økonomisk saltvandsindsprøjtning til kvindeeliten i dansk fodbold. Samtidig skærpes kravene til klubberne i 3F Ligaen, som fremover skal have licens for at spille med i den bedste danske kvinderække.

”Det overordnede formål med indførelsen af en licens er at højne både det sportslige og kommercielle niveau i 3F Ligaen, således at Danmark på den lange bane får skabt en både attraktiv og synlig semiprofessionel kvindeliga,” skriver DBU i en pressemeddelelse om de nye tiltag, som blev vedtaget på et bestyrelsesmøde i DBU i weekenden.

DBU skruer den samlede bevilling til kvindeeliten op fra 15 millioner kroner årligt til 18,6 millioner kroner. Det sker foreløbig i en fireårig periode. Samtidig indføres en licens til 3F Ligaen, som betyder, at klubberne skal opfylde nogle bestemte målsætninger på det sportslige område. Kravene vil bl.a. handle om trænernes uddannelsesniveau, om træningsfaciliteter og om talentudviklingsprogrammer. Desuden vil der med tiden blive stillet krav om, at kampene i 3F Ligaen skal spilles på rigtige stadions, som har ordentlige tilskuerfaciliteter og kan bruges til direkte TV-transmission.

Formanden for Kvindeeliteudvalget under DBU, Mette Bach Kjær, har store forventninger til de nye tiltag:

”Det vil utvivlsomt stimulere udviklingen af den samlede pige- og kvindefodbold yderligere i de kommende år, både i breddeklubberne og eliteklubberne, så jeg synes, at fremtiden ser lys ud for nuværende og kommende danske fodboldpiger,” siger hun.

Sideløbende med 3F-licensen starter DBU et klubudviklingsprojekt, som skal styrke klubbernes organisation og administration. 3F Ligaklubberne drives i dag overvejende af frivillige ledere, men målet er at få skabt professionel organisation med ansatte, så der et bedre grundlag for at udvikle klubberne kommercielt.

Læs hele pressemeddelelsen fra DBU her