“Vi SKAL til EM – men det bliver ingen walk-over”

0
1221
Katrine S. Pedersen. Foto: Stabæk
Katrine S. Pedersen. Foto: Stabæk

Landsholdets anfører Katrine S. Pedersen tror på de danske EM-chancer og roser det aktuelle landshold for mange spilkompetencer, gode spillere og en bedre træningstilstand end tidligere. Men der skal arbejdes hårdt, hvis Danmark skal til EM, understreger hun

Tekst: Steen Trolle / Foto: Stabæk

Fire kampe, fire sejre, 12 point.

Det danske kvindelandshold har fået en forrygende start på EM-kvalifikationen, og landsholdets anfører Katrine S. Pedersen er fuld af optimisme, når det gælder de danske chancer for at kom med til EM i Sverige i 2013. Men hun advarer alligevel mod at tro, at resten af kvalifikationsrunden bliver en ren walkover:

”Vi har gode muligheder for at komme til EM. Vi har et godt udgangspunkt, og selv om vi endnu ikke har mødt Tjekkiet, som vi regner med er det stærkeste hold i vores pulje, så vil jeg sige, at vi igen har været heldige med lodtrækningen. Men det betyder ikke, at kvalifikationen er en walk-over – langt fra. Men hvis vi gør vores arbejde lige så grundigt, som vi har gjort i efteråret, og hvis vi ikke pludselig løber ind i mange skader på en gang, så vil jeg sige, at vi SKAL til EM,” siger Katrine S. Pedersen til FODBOLD FOR PIGER.

Hvordan ser du så på Danmarks muligheder ved en evt. EM-slutrunde. Kan vi  gå hele vejen?

”Det vil selvfølgelig afhænge g lodtrækningen og vores egen præstation. Der er absolut ingen lette kampe til en slutrunde, og hvis vi skal videre fra puljen og drømme om en semifinaleplads og måske drømme vildt om en finaleplads, så skal vi være rigtig grundige med forberedelserne og ekstremt dygtige og kyniske, som vi f.eks. lige har været imod Brasilien, da vi vandt 1-0”.

1-0-sejren over verdensstjernerne fra Brasilien blev hentet ved den 4-nationers turnering i Sao Paolo i december, hvor Danmark sluttede som nummer to, i øvrigt efter finalenederlag på 2-1til selvsamme Brasilien:

I vandt og tabte til et af verdens bedste landshold. Hvor langt synes du Danmark er fra den absolutte top?

”Vi er stadig et stykke fra den absolutte verdenstop, men vi har vist, at vi kan spille lige op imod nogle af verdens bedste. Brasilien har nogle fantastiske fodboldspillere, der er ekstremt gode en mod en offensivt, og det er altid svært at spille mod spillere af så høj klasse. Men vi præsterede godt og vi ser også tydeligt, hvad det er, vi skal blive endnu bedre til, når vi spiller mod de bedste i verden. Nemlig at holde fast i bolden, når vi har den”.

Hvad er efter din opfattelse forklaringen på, at det går så godt for landsholdet lige nu?

”Gode spillere – selvfølgelig – med forskellige spidskompetencer, godt og grundigt indarbejdet spillestil og en bedre træningskultur end tidligere. Det ser umiddelbart ud til at fysiske trænere i klubberne har gjort noget rigtig positivt,” siger Katrine S. Pedersen, der har spillet på A-lansholdet siden 1994, hvor hun fik debut som 17-årig.

Læs også: Fodbold er stadig det sjoveste i verden