Brøndby fik uafgjort mod Marta & co.

0
1040

Det sluttede uden mål, da Brøndby fredag aften spillede træningskamp mod den svenske storklub Tyresö FF, der onsdag skrev kontrakt med verdens største kvindelige fodboldstjerne, Marta da Silva.

Brasilianeren har ikke spillet i en kamp i tre måneder, og hun fik kun de sidste 45 minutter på banen, hvor det gik okay, ifølge hendes eget udsagn:

”Det var ganske okay, når man tænker på at jeg ikke er god form i øjeblikket og hvor længe siden det er jeg sidst har spillet med et hold,” sagde Marta da Silva efterfølgende til det svenske fodboldsite damfotboll.com

Begge hold havde ifølge damfotboll.com hver en halvleg, som de dominerede. Brøndby var bedst i første halvleg, mens svenskerne tog over i anden halvleg. Begge hold havde flere chancer, men den sidste skarphed manglede foran målene, hvor de to holds forsvar lukkede godt af.

Kampen var på forhånd blevet hypet godt på grund af superstjernen Marta da Silvas deltagelse, og de mange tilskuere, der var mødt frem, fik masser af godt fodboldspil at lune sig på i den blæsende februarkulde. Skribenten på Brøndbys hjemmeside er i hvert fald begejstret:

”Dagens opgør bød på det bedste kvindefodbold, der er set i Brøndby fra skribentens øjne, og hvor hvert mandskab havde hver sin halvleg. Men måske lidt atypisk, var det et dominerende mandskab der i hver sin halvleg havde vinden imod sig,” skriver han.

Samtidig med Brøndby-Tyresö FF spillede Skovbakken på nabobanen mod et andet svensk ligamandskab, Vittsjö GIK. Den kamp endte 2-0 til svenskerne. Lørdag kl. 17 spiller Skovbakken mod Tyresö FF, mens Brøndby slutter minitræningsturneringen af på søndag kl. 11 mod Vittsjö GIK.