Fortuna og Skovbakken spillede 1-1 i træningskamp

0
1244
Kristine Pedersen. Foto: Fortuna
Kristine Pedersen. Foto: Fortuna

Fortuna Hjørring og Skovbakken, der lige nu er nummer to og tre i 3F Ligaen, testede lørdag deres indbyrdes styrke i en træningskamp. Kampen sluttede 1-1, men det var Fortuna Hjørring, som fik mest selvtillid ud af kampen. Det konstaterer Skovbakken på sin hjemmeside:

”Bedømt på de nøgne facts var det nok Fortuna, der kunne hente mest selvtillid ud af træningskampen (…) Mens hjemmeholdet måtte undvære en række spillere, der må antages at indgå i de grønnes start-11’er var Skovbakken tættere på en idealopstilling,” skriver klubben.

Fortuna kom foran på et straffespark midt i 1.halvleg. Chichi Igbo blev nedlagt i feltet, og Kristine Pedersen omsatte sikkert  til 1-0. Derefter satte Skovbakken sig på spillet, og et kvarter før tid blev det til 1-1, da Pernille Harder scorede på en ripost.

“Nogle af de organisatoriske ting, vi har brugt megen tid på i startfasen på træningsbanen, lykkedes godt, og i spillet ude på banen var vi klart dominerende. At vi så scorer for få mål i dag er en ting, som vi nok skal få rettet op på, inden det bliver alvor,” siger Skovbakkens træner Brian Sørensen til klubbens hjemmeside.

I Fortuna var der også en del at glæde sig over:

”Det var ikke mindst glædeligt at se, at unge Karoline Rask i den skadede Line S. Jensens fravær gjorde en fin indsats på midtbanen, hvor Skovbakken er allerstærkest. En anden af de unge, Mia Kristensen, understregede sin stadigt voksende autoritet i midterforsvaret,” skriver Fortuna på sin hjemmeside.