Marta da Silva er med i truppen, når svenske Tyresö FF på fredag spiller træningskamp i Brøndby. Den brasilianske superstjerne skrev onsdag kontrakt med den ambitiøse Stockholm-klub, og hun trækker i træningstøjet med det samme, fortalte hun på en pressekonference onsdag eftermiddag:
”Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med at træne på fredag og til at tage med holdet til København,” sagde Marta da Silva.
Den 25-årige angriber, der er kåret til verdens bedste fem gange, har spillet i den amerikanske liga i tre år. Men da ligaen måtte lukke ved årsskiftet på grund af dårlig økonomi, gik jagten ind på en europæisk klub til superstjernen. Onsdag sluttede spekulationerne så endeligt, da Tyresö FF skrev en to-årig kontrakt med Marta da Silva, som spillede i svenske Umeå i årene 2004-2008.
”Vi havde i forvejen et godt hold med masser af profiler og med Marta på holdet går vi yderligere en eller to dimensioner op. Martas styrke, hurtighed og teknik er fremragende. Hun giver os endnu flere muligheder i angrebet, og min vurdering er, at vi bliver meget svære at slå i år,” sagde Tyresös cheftræner Stefan Fredriksson på dagens pressemøde.
Hvor stærke Tyresö FF er, bliver der altså lejlighed til at vurdere på fredag, når Brøndby og Tyresö spiller træningskamp. Det sker kl. 18 på kunstgræsbanen i Brøndby.
Læs også: Marta da Silva: Jeg vil skrive et nyt kapitel med Tyresö FF