Martas vilde lønkrav: 4,8 millioner for otte måneders fodbold

0
1360

Den brasilianske superstjerne Marta da Silva kommer næppe til at spille i den svenske liga igen, sådan som der ellers gik rygter om i sidste uge.

Superteknikeren, der er blevet kåret til verdens bedste fem gange, kræver nemlig så meget i løn, at hendes gamle klub Umeå har trukket følehornene fuldstændig til sig. Umeå var ellers en af fire svenske klubber, som forhandlede med Martas agent, men ifølge damfotboll.com har hverken Umeå eller andre svenske klubber mulighed for at honorere det enorme lønkrav fra den 25-årige stjerne.

Hele 750.000 dollars, svarende til 4,8 millioner danske kroner, skulle lønkravet for en sæson lyde på, ifølge damfotboll.coms kilder. Og det er vel at mærke kun for de otte måneder på året, hvor der spilles i den svenske liga. Som en del af kontrakten kræver brasilianerens agent nemlig, at Marta skal have lov at spille i den brasilianske eller en anden liga i de fire måneder, hvor damallsvenskan ligger stille.

Desuden lyder kontraktkravet på fri bil, lejlighed og to rejser til Brasilien i kontraktperioden. Oven i skal agenten så også have 10 procent af lønnen for sine anstrengelser, svarende til knap en halv million kroner. Marta da Silvas lønkrav svarer dermed i følge damfotboll.com til mere end det dobbelte af, hvad alle Umeås øvrige spillere får – til sammen.

Marta da Silva er en af mange spillere fra den amerikanske WPS Liga, som i øjeblikket leder efter ny arbejdsgiver i Europa. Ligaen blev lukket i sidste uge på grund af dårlig økonomi.  

Marta da Silva spillede i Umeå 2004-2008. Derefter skiftede hun til USA, hvor hun har spillet for Los Angeles Sol, FC Gold Price og senest Western New York Flash. Undervejs har hun også haft kortvarige engagementer for den brasilianske klub Santos, der i øvrigt også er lukket på grund af dårlig økonomi.

Læs også: Den amerikanske liga lukker – fodboldstjerner jagter nyt job