Brøndby nærmer sig tilskuerrekorden til Champions League-kamp

0
886
Glade tilskuere til ottendedelsfinalen mod italienske Torres, som blev overværet af 1700 tilskuere.
Glade tilskuere til ottendedelsfinalen mod italienske Torres, som blev overværet af 1700 tilskuere.

Der venter solid opbakning fra tribunerne, når Brøndby i næste uge spiller returkamp i kvindernes Champions League mod franske Olympique Lyonnais.

Brøndby har foreløbig modtaget forudbestillinger på 2100 billetter til opgøret, og da der oveni er udleveret 400 billetter til spillernes familier, venner osv., så ser sæsonrekorden for en kvindekamp på Brøndby Stadion nu ud til at være i hus.

Den hidtidige sæsonrekord blev sat i efteråret, da 2300 tilskuere så Brøndby-kvindernes opgør med Liegé. Men med yderligere en uge at løbe på, og da Brøndby stadig mangler tilbagemeldinger fra tre-fire pigeklubber, der har takket ja til tilbuddet om gratis billetter, så er Brøndbyfolkene allerede nu sikre på, at Liege-kampen bliver overhalet:

”Ja, jeg tror vist godt jeg kan sige, at sæsonrekorden ryger,” siger arrangementskoordinator Thorbjørn Keller.

Spørgsmålet er så, om det lykkes at slå alle tiders tilskuerrekord for en kvindekamp på Brøndby Stadion. Den lyder på 3500 tilskuere og blev sat for flere år siden i en Europa Cup-kamp mod svenske Umeå.

Kampen mod Olympique Lyonnais spilles onsdag den 21. marts kl. 18.30.