Det bliver et tændt Brøndbyhold, som på onsdag møder Lyon i returkampen i kvartfinalen i kvindernes Champions League. Selv om Brøndby fik en regulær overhaling i det første møde med Lyon onsdag aften, hvor det blev til et nederlag på 4-0, så går Brøndby efter sejren i returkampen.
Det fastslår cheftræner Peer Lisdorf, da FODBOLD FOR PIGER taler med ham dagen efter nedturen i Lyon.
”Vi går efter at vinde. Det er urealistisk at tro, at vi kan vinde med fem mål og gå videre. Men vi går på banen for at levere en god præstation, som vi kan tage med videre til forårets kampe,” siger Peer Lisdorf.
En god erfaring
Hverken han eller spillerne hænger med hovederne efter onsdagens nederlag:
”Da vi evaluerede efter kampen blev vi hurtigt enige, om at det var fedt at spille mod dem. Det var en god erfaring, som vi kan tage med videre. Lyon er måske verdens bedste klubhold, og Lyon-spillerne sagde selv efterfølgende, at de nok havde spillet sæsonens bedste kamp mod os, så det er ikke nogen skam at tabe til dem,” siger Peer Lisdorf.
”Vi gav dem for meget plads”
Han ærgrer sig dog over måden, som Brøndby tabte på:
”Det skuffer mig, at vi ikke havde modet til at spille mere med dem. Vi ville gerne spille nogle bolde i dybden, men vi kom til at bakke for meget og gav dem alt for meget plads til at spille den rundt. Deres forward Lotta Schelin var utroligt god til at trække os ned vores eget mål,” siger Peer Lisdorf, og erklærer sig meget imponeret af niveauet hos de tidobbelte franske mestre:
”På kvindefodboldens vegne må jeg sige, at det var fascinerende at se et hold, der kan levere så god fodbold. Lyons spillere er hurtige, eksplosive og udholdende. De er gode teknikere alle sammen, de løber godt for hinanden, dribler og sparker godt. Flere af vores landsholdsspillere sagde, at Lyon var bedre end de landshold, de mødte ved Algarve Cup,” siger Peer Lisdorf.
”Publikum kan glæde sig”
Lyon stillede med hele otte franske landsholdsspillere i onsdagens kamp, hvor hjemmeholdet også havde en række brasilianske og en schweizisk topspiller i aktion.
”Publikum i Brøndby skal glæde sig til at se dette fantastiske franske fodboldhold. Jeg håber så bare, at vi kan give dem noget mere modstand, end vi gjorde i går. Heldigvis slap vi gennem kampen uden skader, og da vi har Malene Olsen (anfører, red.) tilbage fra karantæne på onsdag og Julie Rydahl, som har døjet med en betændt akillessene, forhåbentlig bliver klar, så kan vi forhåbentlig vi stille med et mere intakt hold på onsdag,” siger Peer Lisdorf, der i den første kamp også måtte spille med en halvsyg Aivi Luik.
”At vi manglede nogle spillere, skal ikke være nogen undskyldning for nederlaget. Men det kan mærkes, når man mangler nogle ressourcer mod et så stærkt hold som Lyon,” siger Brøndbys cheftræner.