Danske Sofie: Kæmpe oplevelse at spille collegefodbold i USA

0
1805
Sofie i aktion for Union College.
Sofie i aktion for Union College.

Danske Sofie Bloch Jørgensen spiller collegefodbold i USA. Mød her den tidligere U19-landsholdsspiller, som stortrives med sit amerikanske fodboldliv, som er meget anderledes end danske forhold. Dårlige karakterer kan f.eks. betyde, at man ikke kommer på holdet.

Af Mikkel Tandrup

Den tidligere U19-landsholdspiller Sofie Bloch Jørgensen skiftede i sommeren 2010 tilværelsen i Danmark ud med Kentucky i USA. Sofie går på Union College, der spiller med om det nationale mesterskab i  NAIA-ligaen. Drømmen er, at spille fodbold på højeste plan og Sofie stortrives i det amerikanske, selv om fremtiden stadig er uvis. FODBOLD FOR PIGER har fået en snak med Sofie om hendes amerikanske fodboldliv og ambitionerne for fremtiden:

Hvad fik dig til at flytte til USA?

“Da jeg blev student på Handelsskolen i Varde var jeg efterfølgende meget i tvivl om hvad jeg ville. Jeg kendte en veninde, som gik på skole i USA. Hun anbefalede mig til hendes træner og han kom til Danmark for, at se mig og et par andre spille fodbold. Jeg fik derefter et tilbud om at komme til USA på et fuldt stipendium, hvor jeg kunne spille fodbold og gå i skole. Men det var en rigtig svær beslutning for mig. Der var mange ting som skulle overvejes. Jeg spillede på daværende tidspunkt på U19-landsholdet og jeg vidste, at hvis jeg flyttede ville jeg også blive nød til at sige farvel til landsholdet. Samtidig vidste jeg også, at det ville være en enestående mulighed, at komme til udlandet og spille fodbold, så i sidste ende besluttede jeg mig for at prøve det”.

"USA har været en kæmpe oplevelse"

Hvordan har de første år været i USA?

“Det første år gik jeg på et college der hed Lindsey Wilson College, men besluttede mig for at skifte til Union College. Jeg har været utrolig glad for mine to år herovre og synes det har været en kæmpe oplevelse indtil videre”.

Prøv at beskrive en typisk hverdag på dit college?

“Dagen starter med skole fra kl. 9-13. Efterfølgende træner jeg fodbold fra kl.15-17. Så spiser jeg aftensmad og laver lidt lektier. Om aftenen har vi styrketræning derefter har jeg fri og er som regel sammen med mine venner.

Prøv at beskrive jeres fodboldturnering – hvilken turneringsform spiller i og mod hvilke hold?

Den turnering mit collegehold spiller hedder NAIA. I USA spiller de mindre skoler mod hinanden og de større skoler spiller i NCAA division 1 eller 2. Det er lidt underligt, at det er skolernes størrelse der afgør hvem man spiller mod i stedet for skolernes niveau. Vores turnering er bygget sådan op, at vi spiller et indledende puljespil, hvor alle spiller mod hinanden. Herefter spiller nr. 1 mod sidste pladsen, nr. 2 mod andensidste pladsen etc. Vinderne af de kampe mødes i nyt slutspil, hvor vinderen går videre til NAIA National Championship(USA’s nationale mesterskab). Denne turnering består af alle vinderne fra puljerne i USA. Mit hold tabte desværre i semifinalen sidste år”.

Hvad er jeres collegeholds ambitioner for sæsonen?

“Vi har høje ambitioner til den kommende sæson. Vi håber på, at vinde vores puljer og dermed komme med til NAIA National Championship”.

Hvad er dine fodboldambitioner på længere sigt?

Nu har jeg ikke besluttet mig for hvad jeg vil efter sommerferien. Hvis jeg tager tilbage til Danmark, så har jeg helt klart ambitioner om at spille mig på et 3F-liga hold. Jeg elsker at være seriøs med min sport og elsker at spille fodbold, så er derfor meget interesseret i at blive ved med, at spille på højt niveau”.

"Jeg har udviklet mig fodboldmæssigt"

Hvordan har udviklet dig som fodboldspiller under dit ophold i USA?

Som fodboldspiller føler jeg, at jeg har udviklet mig meget. USA og Danmark har vidt forskellige spillestile. I USA er fodbold meget mere fysisk betonet end i Danmark, hvor spillet er mere teknisk og taktisk. Derfor har jeg lært at spille på en anden måde. Min træner er fra Brasilien, så det er utrolig spændende, da hun har en anden erfaring og andet indblik i hvordan fodbold skal spilles”.

 Kvindefodbold er jo en del større end i Danmark – Hvordan er niveauet i forhold til Danmark?

Jeg synes det er svært at sammenligne pga. de forskellige spillestile. I Collegefodbold er alderen typisk 18-24 år, og jeg vil mene, at  det er på niveau med 1. division i Danmark. Der er selvfølgelig nogle hold, som er på højde med 3F-liga holdene. Men eftersom det er Collegefodbold og ikke klubfodbold, så er der nogle regler som skal overholdes. Vi kan have en rigtig dygtig spiller, som ikke må spille på holdet, fordi vedkommende har dårlige karakterer. Det er hindringer, som der ikke ville være hjemme i Danmark”.

Hvad er dine forventninger til dit ophold i USA?

“Det har helt klart levet op til mine forventninger. Vi træner fodbold hver eneste dag, så der rig mulighed for at forbedre sig. Sproget var en ting jeg også ville blive bedre til og nu taler jeg flydende amerikansk. Jeg har nogle gange svært ved at tale dansk med familie og venner. Jeg ville også møde nye mennesker. Det har været kæmpe oplevelse, at møde så mange forskellige nationaliteter fra hele verdenen”.  

Har du nogle råd til andre danske fodboldpiger, som har en drøm om at spille fodbold i USA – hvad kræver det mht. økonomi og talent?

“Jamen det er bare med klø på. At gå i skole i USA er utrolig dyrt, men mange skoler har stipendiums til internationale sportsudøvere. Man skal selvfølgelig være rimelig god til fodbold, hvis man skal et stipendium. Mit råd er at lave en video der repræsenterer hvad du kan, som fodboldspiller og sende det til nogle skoler i USA”.

FAKTA OM SOFIE BLOCH JØRGENSEN

  • Alder: 20 år
  • Position: Angriber
  • Klub/College: Union (Kentucky)
  •  Tidligere klubber: Varde IF