B1913: Fodbold skal stadig være sjovt, hvis vi rykker op i 3F Ligaen

0
1665
B1913 vandt senest 5-0 i weekenden over ASA fra Aarhus. Foto: Søren Tolberg, B1913
B1913 vandt senest 5-0 i weekenden over ASA fra Aarhus. Foto: Søren Tolberg, B1913

B1913’s kvinder kører derudaf i 1. division. 14 sejre ud af 16 mulige og et forspring på 10 point ned til Skjold er nuværende status for sæsonen. Cheftræner Helge Thomsen håber på 3F- Liga fodbold efter sommerferien, men anerkender at udfordringen er stor ved en oprykning til den bedste række. Vi fik en snak med ham om klubbens ambitioner for næste sæson. 

Af Simon Stjerne Hansen

B1913 ligner et rigtig godt bud på en oprykker til 3F-Ligaen. De fører 1. division med komfortable ti point ned til nummer to, og kan så småt begynde at forberede sig til en sæson i landets bedste række. Men der er langt fra at rykke op til at kunne etablere sig i 3F-Ligaen, konstaterer cheftræner Helge Thomsen:

”Hos os er det først og fremmest lysten, der driver vores spillere. Vi ved, at vi er en klub der ikke kan tilbyde det store rent materielt. Til gengæld giver vi spillerne mulighed for at komme i en klub, hvor der er et stærkt sammenhold og som fungerer godt socialt såvel som fodboldmæssigt. Vi har meget begrænsede midler. Derfor er det vigtigt for os, at vi ikke blæser os selv op til noget, som vi ikke er. Vi har ikke de nyeste af nye bolde. Vi har ikke det smarteste tøj. Til gengæld er vi en klub hvor folk nyder at komme og spille fodbold, og det er det vigtigste for vores muligheder for at have en god spillertrup”.

Fodbold skal ikke være en sur tjans

B1913 har i mange år været lillesøster til den fynske kongeklub OB. Derfor er man også klar over, at man som klubber er afhængige af hinanden. B1913s spillertrup bærer da også synligt præg af, at en masse af spillerne på et tidspunkt i deres fodboldkarrierer har været et smut forbi OB. På trods af den seneste tids gode resultater, føler Helge Thomsen sig ikke truet af spillerafgang fra spillere til storesøsteren til sommer.    

”Vi føler, at vi har fundet den rette opsætning i forhold til at kunne køre en konkurrencedygtig dametrup. Vi anerkender, at der er andet i livet i fodbold, og at man nogle gange er nødsaget til at kigge til anden side. Vi træner i øjeblikket tre gange om ugen. Det er vi meget fint tilfredse med, og det vil der ikke blive lavet om på, uanset om det hedder 3F-Liga eller 1. division til næste sæson. Det er ikke meningen, at det skal være en sur tjans at spille fodbold i B1913. Tvært imod skal spillerne glæde sig til at komme til træning. Så føler vi også, at vi får mere ud af dem. Mange af vores spillere er dygtige fodboldspillere, der på et eller andet tidspunkt har taget en beslutning om at ville drosle lidt ned på træningen, men som stadig gerne vil spille fodbold på et højt niveau. Det har vi muligheden for at kunne tilbyde dem i B1913”, siger Helge Thomsen.

Et godt sammenhold er en af dyderne i B1913. Foto: Søren Tolberg, B1913

Begrænsede muligheder for talentudvikling

En af de ting som man håber at kunne udvikle i B1913 over de næste år er talentudviklingen. Men der er stadig rigtig lang vej igen, hvis man spørger Helge Thomsen.

”Vi må indrømme, at vores muligheder for at udvikle unge talenter er meget begrænsede. Jeg er sikker på, at der render en masse dygtige piger rundt på Fyn, som vi gerne ville se i B1913. Vores ressourcer er bare ikke store nok til, at vi får fat i disse unge talenter. Derfor er vi meget afhængige af spillertilgang fra andre klubber. Det kan f.eks. være piger der kommer fra Jylland som vælger at studere i Odense, og som så stadig gerne vil spille fodbold på et godt niveau. Det har givet os tilgang af en tre-fire spillere over de sidste tre år. Vores spillertrup er en del ældre end det man typisk ser hos 3F-Liga klubberne, men det er måden, vi kan holde vores spillertrup konkurrencedygtig på.”

Vil ikke juble for tidligt

Slutspillet i 1. division starter om bare 10 dage, og selv om B1913 ligner en sikker oprykker, vil Helge Thomsen ikke juble for tidligt.

”Der er mange gode hold i rækken. Skjold spiller en god gang fodbold og må nok være vores største konkurrent, men også hold som Varde, Horsens SIK og Vejlby er gode hold, så jeg vil ikke fejre oprykningen for tidligt. Vi ligger i en favorabel position, og efter tre år med 1. divisions fodbold i B1913, ville det da være sjovt at kunne kalde sig 3F-Ligahold efter sommerferien”, siger Helge Thomsen. 

AKTUEL STILLING I 1. DIVISION

  • 1. B 1913, 43 point
  • 2. Skjold, 33 point   
  • 3. Vejlby, 31 point   
  • 4. Varde, 27 point   
  • 5. FC Damsø, 25 point   
  • 6. Horsens SIK, 24 point   
  • 7. ASA, 22 point   
  • 8. Frederiksværk, 14 point   
  • 9. AaB, 9 point   
  • 10. Fredericia KFUM, 1 point 
Foto: Søren Tolberg, B1913