Ballerup-Skovlundes U18 DM-piger i finalen ved Dallas Cup

0
1061
Kvartfinalen mod Solar Chelsea, som BSF vandt 2-0 efter forlænget spilletid.
Kvartfinalen mod Solar Chelsea, som BSF vandt 2-0 efter forlænget spilletid.

Det bliver med dansk deltagelse, når finalen i den stærkt besatte amerikanske fodboldturnering Dallas International Girls Cup spilles mandag kl. 17.30 dansk tid.

U18 DM-holdet fra Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF) slog lørdag eftermiddag den arrangerende klub Texas Red med 1-0 i semifinalen, og pigerne fra Ballerup er nu klar til at slås om guldet med Eclipse Elite fra Chicago, der ligesom BSF er gået ubesejret gennem hele turneringen. Eclipse Elite beskrives som et af USAs stærkeste U18-mandskaber.

Det er andet år i træk at BSF er med ved Dallas International Girls Cup, og med finaledeltagelsen har det danske hold nu overgået sidste års stærke præstation. Dengang blev det til nederlag i semifinalen mod FC Dallas, som siden tabte i finalen til Classic Elite.

I år klarede BSF uafgjort mod FC Dallas i den indledende pulje, og takket være de øvrige resultater blev BSF nummer et i puljen og gik dermed videre til kvartinalen. Her var modstanderen Solar Chelsea, som blev slået 2-0 efter forlænget spilletid, hvorefter BSF var i semifinalen, hvor Julie Nowak sørgede for en 1-0-sejr med et mål i det 53. minut.

BSF beskriver semifinalen som fantastisk. Danskerne var i perioder under stort pres, men pigerne turde spille sig ud af situationerne og lod sig ikke kyse af Texas Red, selv om de fik nogle knubs af amerikanerne,  ”der spiller med både hjerte og muskler,” som BSF skriver på sin hjemmeside.