Dansk U16-sejr over Sverige

0
742
Horsensspilleren Sofie Broch-Lips, her i duel med BSFs Isabel Nederby, stod for den danske scoring.
Horsensspilleren Sofie Broch-Lips, her i duel med BSFs Isabel Nederby, stod for den danske scoring.

Spillerne på det danske U16-landshold fik en god debut, da de fredag spillede deres første officielle landskamp mod Sverige.

På en elendig bane i Helsingborg blev det til en 1-0-sejr på mål af Sofie Broch-Lips fra Horsens, og landstræner Danny Jung er tilfreds med indsatsen, selv om det danske spil var et stykke fra topniveauet:

”Vi kæmpede bedre end vi spillede. Svenskerne kom med en masse fysik og det var en meget ujævn bane, og den slags er ikke særligt befordrende for vores pasningsspil. Men ind i mellem fik vi vist prøver på det, vi gerne vil,” siger Danny Jung.

 Det var tydeligt, at det var den første betydende landskamp for spillerne. Der var nerver på fra start, og der var en del fejlafleveringer i den første fase af kampen.

”Man kunne godt mærke, at spændingsniveauet var højt. Der blev lavet fejl, som normalt ikke laves på dette niveau. Så det var en rigtig godt læringskamp for pigerne,” siger Danny Jung.

U16-landsholdet spiller mod Sverige igen på søndag. Her er det Linhamn ved Malmø, der lægger stadion til landskampen:

”Den bane kan umuligt være lige så ringe som den i Helsingborg, så derfor kan spillet kun blive bedre,” siger Danny Jung, som tror på sejr, hvis ellers de danske spillere  kan nå at restituere efter dysten mod de fysisk hårde svenskere:

”Man kunne godt mærke i duellerne, at alle de svenske spillere kommer fra seniorhold. Men hvis vi lige kommer op i det rette gear og får spillet bedre rundt om dem, så vinder vi igen,” bebuder den danske landstræner.

Læs også: Her er truppen til svenskerkampene