U18 DM-træner bliver sportschef i KoldingQ

0
1151
Jesper Bisgaard.
Jesper Bisgaard.

En plads i slutspillet i 3F Ligaen indenfor de næste tre-fire år. Sådan lyder en af ambitionerne for Jesper Bisgaard, der til nytår bliver ny sportschef i KoldingQ. Jesper Bisgaard er i dag cheftræner for KoldingQs U18 DM-hold.

”Vi skal skridtet videre i Kolding. Vi skal udvikle en fælles spillestil for 3F liga-, U18- og U15-holdene. Derfor er der brug for, at der er en der tager førertrøjen og kan være sparringspartner for holdene. Der er også brug for flere hænder i arbejdet med 3F Ligaholdet, så trænerne kan koncentrere sig om at træne og udvikle holdet ,” siger Jesper Bisgaard til klubbens hjemmeside om sine kommende opgaver som sportschef.

Jesper Bisgaard var en af ildsjælene bag etableringen af KoldingQ for syv år siden, og han er valgt til den nye opgave, takket være sit store netværk og mange års trænererfaring i klubben. 

”Vi er ikke i tvivl om, at vi med Jesper i førersædet på den sportslige del får fuld kraft på kedlerne og udviklingen, og at vi med Jesper har styrket os væsentligt i forhold til den kommende udvikling som licensklub,” siger KoldingQs kommercielle chef Kim Kjærhus i en udtalelse.

Danmarks fodboldby nummer ét

Står det til den kommende sportschef, kan KoldingQ komme langt. Målet er at gøre Kolding til Danmarks kvindefodboldbynummer et, og at give 3F Ligaholdet endnu et skub frem mod toppen af dansk kvindefodbold:

”Mit ønske/drøm er at KoldingQ om tre-fire år er at finde i slutspillet i 3F-Ligaen, og derudover ønsker jeg en klub, hvor de unge skal have chancen for at spille på allerhøjeste niveau og ikke mindst fortsætte den ’talentfabrik’ vi i de seneste år har opbygget,” siger Jesper Bisgaard til KoldingQs hjemmeside.