Pernille Harder til svensk fodbold

0
1673
Pernille Harder, her i en kamp mod BSF, skal fra efteråret optræde i Damallsvenskan.
Pernille Harder, her i en kamp mod BSF, skal fra efteråret optræde i Damallsvenskan.

En af 3F Ligaens største talenter skifter til svensk fodbold. Det er den 19-årige landsholdsangriber Pernille Harder, som  har skrevet kontrakt med Linköpings FC, der i forvejen har danske Mariann Gajhede i truppen.

Dermed mister Skovbakken endnu en angrebsprofil forud for næste sæson. Tidligere på dagen blev det offentliggjort, at Nadia Nadim skifter til Fortuna Hjørring, og for en måned siden meddelte Brøndby, at de har skrevet kontrakt med Skovbakkens topscorer Sanne Troelsgaard.

”Jeg har været rigtig glad for at spille i Skovbakken og føler selv, at jeg har udviklet mig meget i klubben, og håber selvfølgelig, at jeg kan slutte af med, at vi vinder sølv,” siger Pernille Harder til 3f.dk/fodbold.

Pernille Harder har skrevet en kontrakt på to et halvt år med Linköpings FC, og hun glæder sig til de nye udfordringer:

”Jeg har store ambitioner med mit fodboldspil, og vil gøre alt, hvad jeg kan for at både jeg selv og holdet kommer til at fungere så godt som muligt. Jeg har allerede fået et godt indtryk af klubben, af udviklingsmulighederne og byen, da jeg var på besøg, og jeg er sikker på at jeg kommer til at trives,” siger hun til 3f.dk/fodbold.

Linköpings FC havde store ambitioner forud for denne sæson, men en række skader har kostet dyrt for klubben, som lige nu indtager en beskeden ottendeplads i Damallsvenskan, otte point efter topholdet Tyresö.