Sol fra en næsten skyfri himmel. Trænere der taler engelsk og spansk. Træningsøvelser, der handler om pasninger, driblinger og løb med bolden.
Det lyder som en træningsdag hos en spansk topklub, og bortset fra adressen – Vejlby Centervej i Risskov nord for Aarhus – så føler man sig da også hensat til Spanien, når man følger de 34 talentfulde danske fodboldpiger fra årgang 97, 98 og 99, som i disse dage er samlet til Elite Football Camp på kunststofbanen ved siden af Idrætshøjskolen i Aarhus.
Cheftræneren Sergio Ponsa kommer fra Barcelona, hvor han i mange år var tilknyttet storklubben FC Barcelona. Assistenttrænere er bl.a. den kvindelige spanske topspiller Marta Cubi og japaneren Takahisa Shiraishi, som træner et kvindehold fra den spanske La Liga. Og fodboldfilosofien, som der trænes efter, er rendyrket spansk:
”Vi skal have bolden”
”Filosofien er, at vi skal have bolden. For når man har bolden, så kan man kontrollere spillet, og når man kontrollerer spillet, så kan man forhindre modstanderne i at score. Det er den filosofi, som FC Barcelona og det spanske landshold spiller efter,” forklarer Sergio Ponsa.
Hele ugen er derfor bygget op om at forbedre pigernes arbejde med bolden. Mandag var der fokus på løb med bolden, tirsdag handlede det om pasninger, onsdag var helliget driblinger, torsdag er der fokus på skud, og fredag skal alle discipliner så kombineres. Desuden er der hver eftermiddag lagt et taktisk træningspas ind, hvor pigerne lærer om 4-3-3-systemet.
”For at være en dygtig fodboldspiller skal man være en klog fodboldspiller. Man skal ikke bare være teknisk dygtig. Man skal forstå spillet, være i god form og have nogle stærke tekniske færdigheder. Vi prøver at give pigerne et nyt syn på de vigtigste færdigheder, og selv om de selvfølgelig ikke kan lære alt på en uge, så kan de lære nogle ting, som de kan tage med videre i deres fodboldudvikling,” siger Sergio Ponsa.
Højt niveau
Og niveauet er højt. For at komme med på Elite Football Camp skal pigerne spille på et hold i en mesterrække eller være på et af DBUs U14- eller U15-hold. De skal være ambitiøse og målrettede. Og så skal de være indstillet på at træne hårdt. Hele ugen trænes der nemlig 3 x 90 minutter hver dag, kun afbrudt af pauser til at slukke tørsten, spise frugt eller nyde den frokost med fokus på sund mad, som serveres hver dag.
”Niveauet hos pigerne er faktisk højere end jeg havde forventet. Selvfølgelig er der forskel på spillerne, men generelt må jeg sige, at de piger, der er samlet her, har et højt niveau,” siger Sergio Ponsa, som er kommet til Danmark takket være en privat mand, Lars Runge fra Aarhus.
De to har sammen arrangeret Elite Football Academy for drenge de sidste tre år, og i år besluttede de så at prøve med en tilsvarende uge for piger – stærkt inspireret af Lars Runges 13-årige datter Olivia, som spiller elitefodbold i Skovbakken og som tidligere har været med på akademierne for drenge.
Nadia Nadim med i trænerstaben
Foruden Sergio Ponsa og hans spanske trænerstab, er der også tre danske trænere tilknyttet Elite Football Camp. Den ene er den danske landsholdsangriber Nadia Nadim, som netop er skiftet fra Skovbakken til Fortuna Hjørring. Hun bruger trænertjansen som en god opvarmning til træningsopstarten efter sommerpausen, og hun finder arbejdet med pigerne inspirerende:
”Jeg har trænet en masse drengehold gennem årene og synes generelt det er fedt at arbejde som træner. Samtidig lærer jeg også selv noget som spiller her. Der er nogle detaljer, som jeg bliver opmærksom på og kan bruge fremadrettet,” siger Nadia Nadim.
Hvad kan pigerne få ud af denne uge?
”Vi kan hjælpe dem med at lige at blive en tand skarpere på nogle områder. De er i forvejen dygtige, og mange af øvelserne er jo de samme, som de laver ude i klubberne, men her får de mulighed for at fokusere endnu mere på nogle detaljer, og samtidig er det sundt for dem at træne sammen en hel uge med andre på højt niveau”.
Nadia Nadim understreger, at formålet ikke er at ændre pigernes fodboldspil:
”Nej, vi vil give dem nogle redskaber til at blive bedre, men de skal ikke lave om på deres spil. De skal suge til sig og tage det, som de synes de kan bruge i deres eget spil,” siger den danske landsholdsangriber.
De to andre danske trænere, der er med, er de to DBU U14-talenttrænere Morten Thylstrup og Lasse Bigum. Du kan læse mere om Elite Football Camp her.
Se flere billeder fra Elite Football Camp på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.