GS Elite: Sølv til U18-holdet var over al forventning

0
1001
GS Elites U18-hold med sølvmedaljerne. Foto: GS Elite
GS Elites U18-hold med sølvmedaljerne. Foto: GS Elite

Sølvmedaljer og en sæson, der er gået over al forventning. GS Elite, som er et elitesamarbejde mellem de sjællandske klubber Greve Fodbold og Solrød FC, er mere end tilfredse med præstationen hos deres fælles U18-hold, som netop har kronet sin første hele sæson med en andenplads i 2. division øst.

Holdet tabte ganske vist den sidste og afgørende guldkamp mod Himmelev-Veddelev med 3-1. Men samlet set er forventningerne blevet mere end indfriet, fortæller klubben:

”Der var ingen der troede på, at de kunne matche de andre hold så godt, men ved hårdt arbejde og et godt sammenhold er det lykkedes pigerne at nå så langt, at de totalt oversteg alles forventninger,” skriver klubben i en status om U18-holdet.

Overlevede med nød og næppe efteråret

Før sæsonstarten var der ikke meget der tydede på, at GS Elite skulle hente sølv. Holdet klarede kun med nød og næppe skærene i efteråret, hvor overlevelsen kun blev sikret med en 1-0-sejr i den sidste kamp mod vinderholdet Himmelev. Men i vinterpausen er der blevet arbejdet grundigt med holdets udvikling, og samtidig er bredden i truppen blev styrket via tilgang af nye spillere fra andre klubber:

”Sæsonen blev indledt med et par tætte kampe hvor holdet vandt og så begyndte spillerne så småt at tro på det. Der blev spillet en god gang fodbold, hvor spillet og spillerne langsomt begyndte at sprudle mere og mere. Der kom meget mere systematik på holdet og deraf kom den større sikkerhed og troen på egne evner også,” skriver klubben.

Ny træner

Trænerduoen Dan Dyva og Flemming Christiansen får en stor del af æren for udviklingen. De ”har formået at få det bedste frem i samtlige piger,” som klubben skriver. Desværre stopper Flemming Christiansen nu af tidsmæssige årsager, men i stedet er Kim Hansen, der har været tilknyttet U15-truppen, trådt til som makker til Dan Dyva.

De to skal sammen med pigerne nu forsøge at følge op på sølv-sæsonen, og selv om der bliver en del udskiftning på holdet, så ser det lovende ud, vurderer klubben:

”Efter sommerferien starter en del af pigerne på efterskole, men holdet bliver ikke splittet total ad, da rigtig mange har meldt tilbage, at de vil hjem og spille så mange kampe som muligt for GS Elite. Derudover har man tilbudt nogle af årgang 97’ere muligheden for at rykke en årgang op. Det betyder at truppen til sommer kommer til at bestå af årgang 96 og 97. Så det bliver spændende at se, om de kan følge den kommende sæson op med endnu en medalje. Derudover er der nogle piger, der kommer tilbage fra efterskole og måske kommer der også et par piger retur til holdet, efter de har prøvet kræfter i andre klubber. Det betyder at holdet kommer til at se rigtig stærkt ud til den kommende sæson,” skriver GS Elite.