Brian Levi Clemmensen, der sendte Skjold fra 1. division til 3F Ligaen, skal nu hjælpe Hillerød GI Damefodbold op i 1. division.
Brian Clemmensen stoppede for få uger siden som cheftræner i Skjold, fordi han ikke kunne enes med hovedstadsklubben om betingelserne for en ny kontrakt. Nu meddeler Hillerød GI Damefodbold, at Brian Clemmensen skal være ny cheftræner for klubbens 1. seniorhold, der netop er rykket op i landets tredjebedste række, Kvinde Danmarksserien.
Brian Clemmensen var indtil for et år siden træner i netop Hillerød GI, og han er ifølge klubben den rette træner til at indfri målsætningerne i den ambitiøse nordsjællandske klub:
”Vi kender Brian Clemmensen som en stærk og faglig dygtig træner. Vi har brug for trænere som kender gamet og vi vil som klub sikre at seniorholdet får den nødvendige opmærksomhed og støtte, så vi i løbet af de næste to år når vores mål om at spille i 1. division,” siger sportsansvarlig i bestyrelsen, Michael Engstrøm.
Ny U14-træner
Den hidtidige træner for 1. seniorholdet, Henrik Parelius, skal i den nye sæson være cheftræner for Hillerøds bedste U14-hold:
”U14-Mester holdet skal efter sommerferien til at spille 11 mands fodbold og Henrik Parelius’ erfaring kommer her til stor gavn. Den store opgave for Henrik Parelius bliver at udvikle U14 holdet på 11-mands banen og fortsat udvikle pigerne individuelt til at kunne gøre sig gældende, når de om et år skal spille U16,” skriver klubben i en pressemeddelelse.
Hillerød GI Damefodbold er udnævnt til DBU A-licensklub forud for den nye sæson, og klubben debuterer 12. august i U18 DM-rækken. Cheftræner for U18 DM-holdet er den tidligere herredivisionstræner Frank Viggo Rasmussen, og alt i alt er der tale om et historisk stærkt hold af trænere, fastslår klubben:
”Hillerød GI Damefodbold har ikke tidligere stået så stærkt på trænersiden i senior- og ungdomsrækkerne som til den forestående sæson. En række dygtige og erfarne cheftrænere som er bakket op af stærke og engagerede trænerteams,” hedder det i pressemeddelelsen.
Læs også: Succestræner stopper i Skjold: “Det er møghamrende ærgerligt”
Læs også: Hillerød og Skjold rykker op i Kvinde-DS