”AH” skifter fra Brøndby til BSF

0
887
Annah Senyondwa i aktion for Brøndbys U18 DM-hold i foråret.
Annah Senyondwa i aktion for Brøndbys U18 DM-hold i foråret.

En af dansk kvindefodbolds største tekniske talenter, den 18-årige Annah Senyondwa, skifter fra Brøndby til Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF).

”AH”, som er hendes kælenavn, har i længere tid været i dialog med BSF, og torsdag aften offentliggjorde klubben skiftet på sin hjemmeside.

“AH” – fra Brøndby til BSF.

Annah Senyondwa kom i sidste sæson med i 3F Liga-truppen i Brøndby og fik også debut for de danske mestre. Hun scorede flere mål i efteråret og var med i truppen til Brøndbys Champions League-kampe, men foråret har hun mest tilbragt på Brøndbys U18 DM-hold.

”AH” har længe været i kikkerten hos BSF, hvor den driblestærke og atypiske spiller har stået højt på ligatræner Denni Contehs ønskeliste:

”Nu er ønsket gået i opfyldelse og Annah Senoyondwa vil blive en spændende spiller at følge. Hendes kompetencer er mange, men især det tekniske niveau er på højt plan. Med ro i sin fremadrettet udvikling og med en angrebsinspireret cheftræner Denni Conteh, er vi af den overbevisning, at Annah Senyondwa, hvis kælenavn er (AH) vil udviklie sig i positiv retning og med sin spillestil være en både seværdig og inspirerende spiller i BSF 3F liga trup,” skriver BSF, som har givet AH trøje nummer 17.

Annah Senyondwa har tidligere spillet i Taastrup og Hillerød GI Damefodbold. Når hun ikke spiller fodbold, er hun Team Danmark-elev på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg.