Hjertet siger Japan, men logikken siger USA. Den danske A-landstræner Kenneth Heiner Møller tvivler på, at Japan kan gentage triumfen fra sidste års VM-finale, når holdet torsdag aften spiller finale mod USA i kvindernes fodboldturnering ved OL. Men han håber på det:
”Det er ingen hemmelighed, at jeg har meget stor sympati for Japans måde at spille fodbold på. Det er det klart stærkeste landshold, der har vundet ved at prioritere at have bolden, frem for bare at vente på at modstanderne begår fejl. De er fantastiske i deres kombinations- og shortpassing-spil, de bringer mange spillere frem af banen, og selv om de ikke har flest afslutninger i følge statistikken, så rammer de målet flest gange, fordi de spiller sig tæt på mål, inden de afslutter, ” siger Kenneth Heiner Møller, der er medkommentar på aftenens finale, der sendes på DR2:
”Det er en drømmefinale mellem to hold, der på hver deres måde er de bedste. På den ene side USA, der har været en magtfaktor i mange år og er garant for en ekstremt fysisk måde at spille fodbold på. På den anden side Japan, som sidste år meldte sig på banen med en mere teknisk og spillende type fodbold,” siger han.
USA stærkest i luftrummet
Japan vandt over USA i sidste års VM-finale, der sluttede med straffesparkkonkurrence efter 1-1 i den ordinære og 2-2 i den forlængede spilletid. Men Kenneth Heiner Møller tror ikke, at det vil lykkes japanerne at slå de fysisk stærkere amerikanere igen:
”USA er markant stærkere i luftrummet end Japan. Jeg tror en spiller som Alex Morgan, der er lynhurtig og hovedstødsstærk, kan komme til at spille en afgørende rolle. Jeg håber meget, at Japan vinder, men jeg tror det er USA’s tur. Hvis jeg skal give et bud, så vinder de 2-0,” siger landstræneren.
Positiv fodbold-oplevelse
Han har været medkommentator på flere af OL-kampene, blandt andet de to semifinaler, og synes generelt at OL har været en positiv oplevelse, set med kvindefodboldens øjne:
”Varen har været i orden, og indpakningen storslået. Det er nogle flotte rammer, som kampene er blevet afviklet i, og det er de rigtige hold, der er kommet langt i turneringen. Jeg kunne dog have undet Frankrig at nå længere end til semifinalen,” siger Kenneth Heiner Møller.
Hvad kan du og danske spillere lære af OL-turneringen?
”Vi kan bruge den til at se, hvad spillerne på det allerhøjeste niveau kan. OL viser os, at man skal have mange spillere i feltet for at lave mål, at man skal være gode til at holde på bolden og at man skal have 11 spillere, der både er gode til at angribe og til at forsvare. Det er også karakteristisk, at de sidste fire hold (USA, Japan, Canada og Frankrig, red.) ikke har en eneste spiller, der er langsom eller har en decideret svaghed. Det er meget komplette spillere, som alle har en kæmpe spidskompetence, for eksempel at de sparker hårdt eller er gode driblere,” siger landstræneren.
OL-finalen spilles kl. 20.45 og vises på DR2. Kenneth Heiner Møller og Holger Kristiansen kommenterer kampen.
Læs også: Japan og USA spiller OL-finale
Det var en god finale, med masser af tænding, USA fik dog scoret nogle flotte mål, men mon ikke Japan skulle have haft et straffe?