To garvede landsholdsspillere får comeback, når det danske kvindelandhold 15. og 19 september spiller de sidste to kampe i EM-kvalifikationsturneringen mod Østrig og Portugal. Brøndbys Mia Brogaard og LdB FC Malmøs Christina ”Carlos” Ørntoft er begge udtaget til den 18 mand store trup, som bare skal hente et enkelt point for at spille sig i EM-slutrunden i Sverige i 2013.
Mia Brogard har været væk fra landsholdet siden 2010, hvor hun gik på barsel. Hun genoptog elitekarrieren i Brøndby i januar, og landstræner Kenneth Heiner-Møller har længe holdt øje med den nu 30-årige Brogaard:
”Det var det et spørgsmål om, hvornår hun selv ville. Jeg har holdt øje med Mia længe, og for nylig gav hun mig et positivt tilsagn,” siger han til 3f.dk/fodbold.
Christina Ørntoft har været gennem en alvorlig korsbåndsskade, men hun har spillet de sidste to kampe for sin svenske topklub LdB FC Malmö, og landstræner Kenneth Heiner-Møller fremhæver hendes udvikling:
”Jeg er ganske imponeret over det niveau, som ’Carlos’ allerede har nået. Jeg så hende i forrige weekend i en hel kamp, hvor hun ikke havde en eneste fejlaflevering og virkede i superform, og vi har jo bare ventet på, at hun skulle blive klar til landsholdsfodbold igen,” siger han 3f.dk/fodbold.
Landstræneren har til dobbeltkampene måtte se bort fra Brøndbys Julie Rydahl-Bukh og Fortuna Hjørrings Kristine Pedersen, som begge skadet, samt fra Simone Boye, der er rejst til USA.