De danske landsholdsspillere Pernille Harder og Mariann Gajhede Knudsen, der er holdkammerater i den svenske storklub Linköpings FC, har fået ny træner. Det er LdB Malmös tidligere cheftræner Martin Sjögren, der har sagt ja til at være assistent for Christian Andersson for resten af sæsonen.
Martin Sjögren er en af de seneste års mest succesrige trænere i svensk kvindefodbold. Han har de sidste to år vundet det svenske mesterskab med LdB FC Malmö, og han har senest været tilknyttet det svenske U19-landshold, som vandt EM-slutrunden i Tyrkiet – i øvrigt efter en semifinalesejr over Danmark.
Martin Sjögren har det sidste halve år også været i Danmark nogle gange, hvor han har været coach og inspirator for det nye klubsamarbejde HIK-B93-Skjold. Pudsigt nok kommer HIK-B93-Skjolds nye 3F-træner. Denise Reddy, fra netop Linköpings FC, som altså nu har lavet en aftale med Martin Sjögren.
”Jeg glæder mig til at arbejde med et hold igen på daglig basis og er glad for at komme til Linköpings FC, som er en af de bedste klubber i Sverige, både når det gælder organisation og ambitionsniveau,” siger han til klubbens hjemmeside.