Skovbakken-målmand erstatter skadet Heidi Johansen før EM-kampe

0
1043
Mia Kjærsgaard.
Mia Kjærsgaard.

Når kvindelandsholdet tirsdag samles i Brøndby for at lade op til den kommende uges to EM-kvalifikationskampe, så bliver det uden Fortuna Hjørrings målmand Heidi Johansen. Fortuna-målmanden bøvler med rygproblemer, og hun bliver nu erstattet med Skovbakkens målmand Mia Kjærgaard Andersen.

”Heidi har problemer med ryggen. Vi kunne måske godt have mast hende igennem, men af respekt for hendes genoptræning og Fortunas kommende Champions League-kampe, har vi valgt at skåne hende. Mia var et naturligt valg, en dygtig målmand, der er meget svær at komme udenom. Især nu, hvor Tine Cederkvist Viskær er stoppet,” siger landstræner Kenneth Heiner-Møller til 3f.dk/fodbold.

I forvejen råder landstræneren over Brøndbys målmand Stina Lykke, og han føler sig derfor helt tryg ved situationen, siger han.

”Det er selvfølgelig træls, at jeg ikke kan være med til to så vigtige kampe. Men omvendt må jeg sige, at jeg er helt afklaret med situationen: Det gælder Fortuna og de vigtige kampe vi har i efteråret, og først og fremmest om at blive HELT klar, før jeg går i gang igen,” siger Heidi Johansen til 3f.dk/fodbold.

Danmark spiller mod Østrig på lørdag og mod Portugal på næste onsdag. Et point mod Østrig vil være nok til at sikre kvalifikationen til næste års EM-slutrunde i Sverige.