HARDER HYRER MENTALTRÆNER

0
2732

Landsholdsangriberen Pernille Harder, der torsdag fyldte 20 år, har fejret fødselsdagen med at hyre en mentaltræner, der skal gøre hende til en endnu bedre fodboldspiller.

På sin nye hjemmeside www.pernilleharder.com fortæller Linköping FC-spilleren, at hun har tilknyttet mentaltræneren Carsten Oldengaard. Aftalen gælder foreløbig i et år og vil bestå af samtaler og undervisning face-to-face og via skype.

”Jeg har hørt meget positivt om mentaltræning, der især på herresiden i fodbold er begyndt at bliver meget populært. Jeg har valgt at arbejde med mental træning, fordi jeg håber, at det kan gøre mig til en endnu bedre fodboldspiller. Samtidig er jeg meget nysgerrig efter at se, hvad mentaltræningen indebærer. At valget af mentaltræner netop er Carsten Oldengaard, bunder i at han virker meget ambitiøs med sit arbejde. Desuden har jeg kun hørt gode ting om ham,” fortæller Pernille Harder på Oldengaards hjemmeside.

Mentaltræningen vil blandt andet have fokus på emner som koncentration, procesmål, konkurrencestrategier og balance mellem træning og livet udenfor banen, dvs. områder som søvn, restitution, kost, fysisk træning, prioriteringer og planlægning.

Pernille Harder skiftede i sommerpausen fra Skovbakken til den svenske storklub Linköping FC. Hun har etableret sig som en målfarlig nøglespiller på det danske A-landshold og var blandt de fire kandidater til titlen Årets kvindelige fodboldspiller, som blev uddelt ved Dansk Fodbold Award i mandags.

FOTO: Pernille Harder har tilknyttet en mentaltræner i bestræbelserne på at blive en endnu bedre fodboldspiller.