U19-landsholdet i EM-kampe mod Ukraine, Skotland og Østrig

0
851

Så er der sat navne på de tre lande, som det danske U19-landshold skal kæmpe mod ved forårets EM-kvalifikationsturnering, hvor det gælder en plads ved EM i Wales i sensommeren 2013.

Det er Ukraine, Skotland og Østrig, som Danmark er kommet i pulje med. Og kravet er enkelt: Danmark skal vinde puljen, for kun vinderen går videre til EM.

”Umiddelbart er jeg ganske tilfreds med lodtrækningen. Vi ved at det er svært at kvalificere sig til EM, og sådan skal det også være,” siger U19-landsholdets træner Søren Randa-Boldt til 3f.dk/fodbold.

”Ukraine kender jeg ikke særlig godt, men de øvrige to hold kender vi ganske godt. Østrig har gjort det godt i de senere år, og det bliver uden tvivl en vanskelig modstander. Skotland har et rigtig godt hold, og det bliver uden tvivl den sværeste kamp,” siger han til 3f.dk/fodbold.

U19-landsholdet spillede mod Skotland for et år siden, og her blev det til skotsk sejr på 4-0. Stort set alle spillere fra dengang er med på det nuværende skotske U19-landshold.

”Så det bliver svært, men ikke helt umuligt,” siger Søren Randa-Boldt.

FOTO: U19-landsholdets træner Søren Randa-Boldt er tilfreds med lodtrækningen.