Fortuna 5’er og Skovbakken 6’er ved tysk elitestævne

0
1112


Det sluttede med sejr til nordjyderne, da Fortuna Hjørring og Skovbakken søndag tørnede  sammen i slaget om 5.-6. pladsen ved den internationale indendørsturnering Weltklasse in Jöllenbech i Tyskland.

Fortuna vandt 4-2 over Skovbakken, og 3F Ligaens øjeblikkelige 2’er kunne dermed rejse hjem til Danmark efter tre sejre, én uafgjort og fire nederlag ved den stærkt besatte turnering.

Fortuna tabte undervejs til stærke hold som Sparta Prag og Wolfsburg men sejrede over Gutersloh og FC Zurich.

Skovbakken var i sin pulje oppe mod Champions League-finalisterne fra Turbine Potsdam og kom ifølge 3f.dk/fodbold forrygende fra start i den første kamp med en 3-1-føring allerede efter fem minutter. Men tyskerne fik kæmpet sig tilbage, og i sidste minut fik Turbine scoret sejrsmålet til 3-4.

Skovbakken tabte også en senere kamp med 2-1 til de tyske stjerner og Skovbakken måtte desuden indkassere to nederlag til de senere turneringsvindere Bad Neuenahr, mens det blev til sejr over FC Zurich og Gutersloh.

Skovbakken havde to gæstespillere med på turen til Tyskland, de to ungdomslandsholdsspillere Frederikke Thøgersen fra Thisted og Sarah Dyrehauge fra Vejle. Begge gjorde det ifølge 3f.dk/fodbold godt, og Frederikke blev med tre mål topscorer for Skovbakken.

FOTO: Frederikke Thøgersen blev topscorer fra Skovbakken med tre mål. Hun var sammen med Sarah Dyrehauge fra Vejle med som gæstespillere hos Skovbakken.