Ølstykke FCs bedste U11-piger gjorde flot reklame for dansk pigefodbold, da de lørdag deltog i stævnet LB Indoor Cup i indendørshallen Wihlborgs Arena i Bunkeflostrand ved Malmø.
Ølstykke var det eneste ikke-svenske hold blandt de 24 deltagende hold, som var fordelt på to årgangsrækker. Men danskerne gik hele vejen og kunne efter sejre i samtlige kampe lade sig hylde som suveræne vindere af sin række ved stævnet, der blev spillet på kunstgræs.
Undervejs blev det til sejre på 10-0, 7-1 og 4-2 i den indledende pulje over hold som Klagshamn, Borgeby og Åkarps. I finalerunderne fortsatte målfesten med sejre på 3-1 i kvartfinalen og 4-1 i semifinalen, inden Ølstykke FC sluttede med at vinde finalen og pokalen med en sejr på 5-1 over Dösjöbro If.
”I er dagens store samtaleemne. I spiller jo fodbold som man normalt ser på U15-niveau,” lød det anerkendende fra arrangørerne til Ølstykke-pigerne, som imponerede med deres pasningssikre spillestil, der har gjort holdet til et af de bedste i sin årgang på Sjælland.
FOTO: De glade vindere af LB Indoor Cup i Malmø. Bagerst fra venstre: Julie Madsen, Laura Bork, Emilie Byrnak og Clara Walsøe. Siddende: Cecilie Nielsen og Astrid Trolle. Forrest: Sofie Nielsen, der normalt er forsvarsspiller men i dagens anledning tog sig af målmandstjansen.