Skovbakken og Fortuna tester formen i tysk eliteturnering

0
793

3F- ligaholdene fra Fortuna Hjørring og Skovbakken kommer op mod nogle af europas stærkeste kvindehold, når begge klubber i næste weekend ruller mod syd for at deltage i den tyske eliteturneringen ”Weltklasse” i Bielfeld.

Modstanderne er flere europæiske klassehold. Skovbakken er havnet i pulje med champions league-finalisterne fra Turbine Potsdam, mens Fortuna Hjørring blandt andet møder Vfl Wolfsburg og de tjekkiske mestre fra AC Sparta Prag.

Det er andet år i træk at Skovbakken deltager i Weltklasse-turneringen. Sidste år leverede de dengang undertippede aarhusianere turneringens store overraskelse, da det blev til bronzemedaljer efter en 6-5-sejr over Turbine Potsdam i bronzefinalen. Det skete blandt andet med en sprudlende Pernille Harder, der blev turneringens topscorer, på holdet. Siden er Harder skiftet til svenske Linköping FC, og Skovbakken mangler desuden Sofie Junge og træner Brian Sørensen samt de to skadede Katrine Korsgaard og Mia Ellegaard.

“Men vi vil gøre alt for at overraske igen. Vi havde en rigtig god oplevelse sidste år og fik værdifuld rutine i det meget fysisk krævende tyske indendørsspil. Stemningen blandt de 1200 tilskuere i en propfyldt hal i Jöllenbeck var med til at få det bedste frem i spillerne, og vi glæder os til at møde stærke internationale modstandere igen,” siger formand Jesper Raabo til Skovbakkens hjemmeside.

Samtidig med turneingen i Bielefeld deltager Skovbakkens U18 DM-hold i en indendørsturnering i Gütersloh vest for Bielefeld. Her skal Skovbakken-pigerne op mod de 19 stærkeste tyske U18 hold. Skovbakken er kommet i indledende pulje med titelforsvarerne Holstein Kiel, SC Herford, Borussia Friedensta og Bayer Leverkusen.

FOTO: Pernille Harder, som her ses i en 3F-kamp mod BSF, blev topscorer, da Skovbakken sidste år deltog i indendørsturneringen Weltklasse i Bielefeld.