Aarhusianske fodboldpiger i alderen 11-14 år kan i løbet af vinteren få fodboldinspiration fra nogle af landets bedste kvindelige fodboldspillere.
Skovbakken inviterer nemlig til åben træning et antal fredage i løbet af vinteren, hvor klubbens 3F-spillere og ungdomstrænere deler ud af deres erfaring. Det tredje og seneste træningspas fandt sted på Skovbakkens kunstgræsbaner i fredags, og der venter yderligere to åbne træningspas i februar.
”Vi vil dels gerne give flere piger mulighed for at spille fodbold i løbet af vinteren, og dels gerne dele ud af vores erfaring, så vi forhåbentlig kan inspirere både spillere og trænere ude i de små klubber. Og så håber vi selvfølgelig, at det også kan øge opmærksomheden om 3F Ligaen, så der kommer flere piger ind og ser klubbens kampe på stadion,” siger Skovbakkens U15 1-træner Marie Greve.
Mellem 50 og 75 piger tropper i gennemsnit op til de åbne træningssamlinger, som Skovbakkens ungdomstrænere varetager sammen med 3F ligatrænerne Carsten Karkov og Martin Christensen. Træningen varer halvanden time og består af forskellige stationer, hvor pigerne møder 3F Ligaspillerne og prøver forskellige nye øvelser af.
Den næste åbne træning finder sted fredag den 1. februar kl. 17.00-18.30. Yderligere information om træningen kan fås hos Marie Greve på grevemarie@gmail.com.