Hillerøds U16 slog stærke svenskere

0
922
De to hold efter testkampen i fredag. Hillerøds piger er i blåt. Foto: Hillerød GI Damefodbold
De to hold efter testkampen i fredag. Hillerøds piger er i blåt. Foto: Hillerød GI Damefodbold
De to hold efter testkampen i fredag. Hillerøds piger er i blåt. Foto: Hillerød GI Damefodbold

Med en 3-2-sejr over den svenske storklub AIK Stockholm fik U16-pigerne fra Hillerød GI Damefodbold fredag aften gjort god reklame for dansk pigefodbold.

AIK Stockholm var på en fire dages træningstur i Danmark, og havde lagt turen forbi Hillerød, hvor den spritnye kunstgræsbane lagde græs til en kamp i et hæsblæsende tempo.

AIK Stockholm kom foran allerede efter tre minutter, men herefter satte Hillerød sig på kampen, og i halvlegen stod det 3-1 til hjemmeholdet. I 2.halvleg kom AIK mere med og fik reduceret til 3-2. De lagde pres i slutminutterne, men det lykkedes Hillerød at modstå presset.

Cheftræner Svend Støvlbæk var efter kampen godt tilfreds med pigernes indsats:

”Vores hold består af piger fra årgangene 98 og 99, og selvom vi spillede mod ét af Sveriges bedste hold af 98’ere, var vi spildominerende i det meste af kampen. Vi har arbejdet med at udvikle spillestil henover vinteren, og er nu ved at være der hvor vi gerne vil være,” siger Svend Støvlbæk.

”Vi krydrer gerne sæsonforberedelserne med kampe mod svenske hold. De svenske hold spiller på højt niveau og gerne en smule mere fysisk end de danske, så det er god forberedelse til forårets turnering”, fortæller Hillerødtræneren.

Næste weekend går turen til Sverige, hvor slaget står mod LDB Malmö FC, inden holdet i påsken drager til Holland med fire andre hold fra HGI Damefodbold.

Hillerød spiller forårets første turneringskamp i U16 Elite 1-rækken om fire uger.