Et nyt studie fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet viser, at kvindefodbold er en effektiv træningsform med yderst positive effekter på kondition, hjertefunktion og knoglesundhed – både for landsholdsspillere og utrænede kvinder uden fodbolderfaring. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Studiet publiceres i dag i to videnskabelige artikler i det engelske tidsskrift ”Journal of Sports Sciences” og viser, at kvindelige elitespillere har imponerende stærke knogler og udpræget god hjerte-kredsløbssundhed sammenlignet med jævnaldrende utrænede.
Studiet viser også, at selv kort tids fodboldtræning udløser betydelige forbedringer i kondital, hjertefunktion og balance. I projektet blev 27 danske kvindelandsholdsspillere og 28 utrænede jævnaldrende kvinder undersøgt.
Knoglemotion for landsholdsspillere og nybegyndere
“Vores undersøgelser viste at kvindelandsholdsspillerne har 570 g større knoglevægt end utrænede jævnaldrende, og at samtlige kvindelandsholdsspillerne har stærkere knogler end befolkningsgennemsnittet. Desuden har kvindelandsholdspillerne 6 kg større muskelmasse og markant bedre balance,” fortæller professor Peter Krustrup, University of Exeter i England og ledende forsker ved Center for Holdspil og Sundhed ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Han fortsætter:
“Efter bare 16 ugers motionsfodbold var muskelmassen hos nybegynderne øget med 1,3 kg og antallet af fald i balancetesten blev reduceret med 29 procent. Dertil stimulerede træningen til knoglevækst hos nybegynderne, der viste værdier for knoglemarkøren osteocalcin på niveau med kvindelandsholdsspillerne. Det vil sige, at fodboldtræning også giver dig den sundhedsmæssige fordel, at du potentielt oplever færre falduheld og samtidig har stærkere knogler i tilfælde af, at det alligevel sker”.
Fitness og hjertesundhed hos landsholdsspillere og nybegyndere
“Landsholdsspillerne har 10 kg mindre fedt, 41 procent højere kondital og 20 procent højere niveauer af ”det herlige” HDL-kolesterol. Avanceret ekkokardiografi viste også at hjertekamrene er større og at hjertefunktionen er markant bedre hos landsholdsspillerne end hos jævnaldrende utrænede,” udtaler adjunkt Morten Bredsgaard Randers Thomsen, Center for Holdspil og Sundhed, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Han fortsætter:
“Efter 16 ugers fodboldtræning for nybegynderne var konditallet øget med 16 procent og spillerne havde tabt 1,5 kg fedt. Ligeledes resulterede de 16 ugers fodboldtræning i en markant stigning i hjertefunktionen (venstre og højre ventrikels funktion: 46 procent i E/A-ratio og 26 procent i TAPSE), hvilket resulterede i værdier på niveau med kvindelandsholdsspillerne”.
Kvindefodbold forbedrer fitness, hjerte- og knoglesundhed
“Samlet set viser studiet, at kvindelige elitefodboldspillere har imponerende stærke knogler, stor muskelmasse, en god balance samt udpræget god hjertefunktion og intervalarbejdsevne. Desuden kan det konkluderes at jævnaldrende utrænede kvinder ved kort tids motionsfodbold forbedrer hjertefunktion, kondital, balanceevne og øger knogleformationen. Studiet underbygger således, at kvindefodbold er effektiv træning som forbedrer fitness-, hjerte og knoglesundhed,” konkluderer Peter Krustrup.
Om studiet
Bag undersøgelsen står en forskergruppe fra Københavns Universitets Center for Holdspil og Sundhed, der er etableret på baggrund af en uddeling fra Nordea-fonden. Studiet er lavet i samarbejde med hjerteafdelingen på Gentofte Hospital og University of Exeter i England.
27 danske kvindelandsholdspillere og 28 utrænede kvinder gennemførte en DXA-scanning, hvor man måler knoglevævets mineraltæthed samt avanceret ekkokardiografi, en løbebåndstest og en Yo-Yo Interval Udholdenhedstest niveau 2. Otte af de utrænede kvinder blev ligeledes testet efter 16 ugers fodboldtræning.
Studiets resultater blev i dag fremlagt på ”Seminar om fodbold og sundhed”, hvor forskere, sundhedskonsulenter og folk fra idrættens organisationer diskuterede perspektiverne for Fodbold Fitness som forebyggelse og behandling.