Skjold Birkerød kan rykke op i 1. division på søndag

0
1666
Skjold Birkerøds bedste kvinder er meget tæt på 1. division. Arkivfoto
Skjold Birkerøds bedste kvinder er meget tæt på 1. division. Arkivfoto

Skjold Birkerøds bedste fodboldkvinder er tæt på at sikre sig oprykning til 1. division, som er landets næstbedste række.

Med fire runder igen fører Birkerød Danmarksseriens østrække med 8 og 9 point til forfølgerne Vordingborg og Hillerød. Da der kun er 12 point tilbage at spille om, så kan oprykningen komme i hus med en sejr på søndag hjemme over KFUM BK fra Odense, hvis Vordingborg samtidig taber og Hillerød kun spiller uafgjort eller taber.

Oprykningen kommer i givet fald bare ét år efter, at Skjold Birkerød rykkede op i Danmarksserien. En præstation, der ikke bliver mindre af, at Birkerød stiller med et ungt hold, der har en gennemsnitsalder på knapt 20 år.

“Det vigtigste for os er at holde fokus på kampen søndag, og det bliver igen hårdt arbejde. Der er ingen nemme kampe i Danmarksserien, og vi ser frem imod en hård dyst mod Odense søndag formiddag kl. 11.00 i Birkerød. Jeg ser os stadig som en mulig oprykker, men vi har et arbejde, vi skal gøre færdigt de kommende uger,” siger træner Thomas Lesly Rasmussen.

Kampen mod KFUM spilles søndag kl. 11 på Birkerød Stadion.