U14: Brøndby pokalmestre efter storsejr over Herlufsholm

0
2528
Brøndbys nykårede U14-pokalmestre.
Brøndbys nykårede U14-pokalmestre.
Brøndbys nykårede U14-pokalmestre.

Med en storsejr på 5-0 gjorde Brøndby rent bord, da de lørdag vandt U14-pigernes pokalfinale for 11-mandshold. Finalen var en del af DBU Sjællands store finalestævne på Farum Park, og Brøndby-sejren over Herlufsholm GF var den største i de fire pigefinaler, som blev spillet lørdag eftermiddag.

Brøndbys Sofie Svava scorede tre af målene, og hun blev efter kampen kåret til pokalfighter. Den teknisk og skudstærke angriber blev samtidig fremhævet af Herlufsholms træner Steen Hansen som en af grundene til, at Herlufsholm aldrig rigtig kom ind i kampen.

Sofie Svava blev kåret til pokalfighter.
Sofie Svava blev kåret til pokalfighter.

”Vi slog Brøndby 3-0 for en uge siden, hvor hun ikke var med, og det har nok givet pigerne en lidt falsk tryghedsfornemmelse. De fik en kæmpe overraskelse i det første kvarter over Brøndbys tempo og boldomgang, og det kom vi os aldrig rigtig over. Pigerne gjorde hvad de kunne på dagen, men det var bare ikke godt nok i dag,” sagde Steen Hansen efter kampen.

“Vi vil eje banen”

Brøndby kom foran efter fire minutter, og det var afgørende for kampens udfald, vurderede Brøndbys træner Ian Melhede:

”Jeg havde tippet 4-0 på forhånd og vidste, at hvis vi kunne ramme vores niveau fra start, så ville vi være bedre end dem. Omvendt kunne det være gået helt anderledes, hvis de havde fået et hurtigt mål. Derfor  starten var afgørende,” sagde han.

Brøndbytræneren havde på forhånd sagt til spillerne, at de skulle ”gå ind og eje banen”, og den opfordring levede de op til:

”Vi viser, at vi tør. Vi går ind for at eje banen og tro på, at vi er bedre end vores modstander. Samtidig var rammerne her på Farum Park til fordel for os. Kunstgræsbanen passer godt til vores spil, og vi havde flest tilskuere med, fordi vi bor tættest på,” sagde Ian Melhede.

Hård kamp om bolden, men Brøndby var for stor en mundfuld for Herlufsholm.
Hård kamp om bolden, men Brøndby var for stor en mundfuld for Herlufsholm.

Kunstgræs og megafon

Farum Park er daglig hjemmebane for FC Nordsjælland, og kombinationen af et topmoderne stadion, et meget iørefaldende publikum med både horn og megafon og en lynhurtig kunstgræsbane var også med til at ryste Herlufsholmpigerne lidt, vurderede træner Steen Hansen:

“De har glædet sig helt vildt, men mange af dem har ikke rigtig vidst hvad det var, der ventede. Brøndbys piger er nok lidt mere vant til sådan en ramme. Samtidig er pigerne heller ikke vant til kunststof. De træner til daglig på nogle dårlige baner, så tempoet i bolden overraskede dem, og når man lægger alle disse små ting sammen, så gør de en stor forskel til sidst på en dag som i dag,” sagde Herlufholms træner.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Sølvvinderne fra Herlufsholm GF.
Sølvvinderne fra Herlufsholm GF.