15-årige Nicoline lever fodbolddrømmen ud i svensk topklub

0
1469
Nicoline Sørensen i EM-kval-kampen forleden mod Wales, hvor Nicoline scorede målet til 2-0.
Nicoline Sørensen i EM-kval-kampen forleden mod Wales, hvor Nicoline scorede målet til 2-0.
Nicoline Sørensen i EM-kval-kampen forleden mod Wales, hvor Nicoline scorede målet til 2-0.

U17-landsholdsspilleren Nicoline Sørensen er kommet et skridt tættere på drømmen om en professionel fodboldkarriere i udlandet. 15-årige Nicoline Sørensen, der i sidste sæson var med til at vinde sølv for Ballerup Skovlunde Fodbolds U18 DM-hold, har indgået en aftale med den svenske topklub LdB FC Malmö, hvor hun nu indgår i A-truppen.

”Det er en fantastisk mulighed for mig. Jeg bliver en del af en trup med 20 spillere fra ni forskellige nationer, og alle er landholdsspillere. LdB FC Malmö er tre gange svenske mestre og pokalvindere og de spiller Champions League, så niveauet og tempoet er utroligt højt, og hele organisationen omkring holdet er topprofessionel,” siger Nicoline.

”Jeg er så heldig, at A-landsholdsspilleren Katrine Veje også er i klubben og hun har hjulpet mig meget i starten. I det hele taget er det lidt af et eventyr, det her. En chance som bare skulle prøves,” fortæller hun.

Uddannelse i København – Fodbold i Malmø

Nicoline Sørensen er netop begyndt i 1.G på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg, hvor hun går på den 4-årige Team Danmark-linje. Det gør det muligt både at passe skolen, klubtræningen og landsholdsaktiviteterne.

”Jeg får fri til landskampe og hjælp til at indhente det forsømte, når jeg er tilbage. Samtidig har skolen været meget forstående i forhold til at få tilpasset mit skema, så det passer med de daglige træninger i Malmø, der starter kl. 15.00. Ellers havde det ikke været muligt,” siger Nicoline Sørense.

”Transporten går fint. Der er gode forbindelser til og fra Malmø, og både skolen og klubben ligger tæt på stationer, så det hænger fint sammen. Jeg bruger så transporttiden til at lave lektier,” siger Nicoline Sørensen, der trods drømmene om at blive udlandsprof prioriterer sin uddannelse højt:

”Som kvinde kan man ikke komme til at tjene så meget på at spille fodbold, at man kan trække sig tilbage efter karrieren og leve af pengene, desværre. Så uddannelse er vigtig, og første step for mig er at blive student”.

Målet er fast plads på førsteholdet

Nicoline startede med at spille fodbold som femårig i Måløv og skiftede efter nogle år til BSF. Hun har spillet 20 kampe for diverse ungdomslandshold og var forleden med, da U17-landsholdet kvalificerede sig til anden EM-kvafikationsrunde ved at vinde sin pulje i 1. kvalrunde foran Grækenland, Wales og Færøerne.

”Jeg synes, jeg har de optimale udviklingsmuligheder som det ser ud lige nu. Jeg træner sammen med nogle af de bedste kvindelige fodboldspillere i Europa, og jeg er blevet en del af topprofessionel klub. Mit mål lige nu er at etablere mig som stamspiller i Malmø indenfor de næste par år. Jeg drømmer selvfølgelig også om at komme på A-landsholdet på et tidspunkt, men lige nu drejer det sig om U17-landsholdet, som jeg er utroligt glad for at være en del af. Der er gode trænere, holdkammerater og ledere omkring holdet, så det er super at få lov at være med,” siger hun.

Har du et godt råd til piger, som har de samme fodbolddrømme som dig?

”Forsøg at udleve dine drømme, men ha’ hovedet med. Og når du gør det, så skal du gøre det 100 procent,” lyder det fra Nicoline Sørensen.

Læs også: U17-LANDSHOLDSSPILLER STYRKER SIN TEKNIK MED BOLDTRAMPOLIN