“Vi skal blive nummer et eller to i puljen, så vi går videre til semifinalen og dermed kvalificerer os til U20 VM i 2014 i Canada”.
Sådan lyder den altoverskyggende målsætning, når det danske U19-landshold mandag kl. 14.00 løber på banen på Park Y Scarlets Stadium for at spille åbningskamp mod værtsnationen Wales ved Europamesterskaberne for U19-landshold.
Og det er en målsætning, der absolut er indenfor rækkevidde, vurderer landstræner Søren Randa-Boldt, der ser meget optimistisk på EM-mulighederne:
“Det kræver, at vi kommer op omkring de 100 procent af vores niveau. Vi skal mindst spille lige så godt, som vi gjorde i vores sidste to testkampe. Men gør vi det, så har vi bestemt også en chance for at gå videre,” siger landstræneren med henvisning til de to træningskampe mod Norge og Canada, som Danmark spillede i starten af august i København og som sluttede med to sejre.
Franske favoritter
Danmark er foruden Wales i pulje med Frankrig og England. Franskmændene er klare favoritter, mens slaget om andenpladsen i puljen ser ud til at skulle stå mellem Danmark og England:
“Wales har fordel af hjemmebane og de har mange spillere, som har været med på deres A-landshold, hvilket nok har hærdet dem lidt. Men det er et hold vi skal slå, hvis vi skal videre. Frankrig har et fantastisk hold, som består af spillere, der vandt U17-VM sidste år, og det bliver en meget svær kamp, men derfor kan vi jo godt slå dem. England, som vi møder i den sidste kamp, har mange gode spillere og især en klasseangriber, der kan afgøre kampene. Det ligner på forhånd en finale om andenpladsen i puljen, når vi møder englænderne, så det er et spørgsmål om hvem af de to hold, der rammer dagen,” siger Søren Randa-Boldt om de tre kommende modstandere.
“Vi går ikke ned på fysikken”
Landstræneren måtte fredag sende Fortuna Hjørring-forsvareren Luna Gewitz hjem med en skade. Det var en streg i regningen, for Luna Gewitz er ikke bare en stærk forsvarsspiller, der har haft en nøglerolle på U19-landsholdet. Hun var også i en fantastisk fysisk form, da hun og resten af landsholdet gennemgik en fysisk test ved den første samling efter sommerferien.
Men i det hele taget er holdet i en fremragende fysisk form, fortalte Søren Randa-Boldt, da FODBOLD FOR PIGER interviewede ham for nogle dage siden – inden Luna Gewitz blev skadet:
“Da vi testede spillerne, var der flere af dem, der løb længere end mange af A-landsholdsspillerne gjorde, da de blev testet før EM i Sverige. Så det er ikke fysikken vi kommer til at gå ned på,” siger Søren Randa-Boldt.
Spillemæssigt ser det også meget lovende ud:
“Det er det hold, der kan mest fodboldmæssigt af de hold, jeg har haft i mine fem år som landstræner. De er gode til at variere spillet, og der er mange af spillerne, der spillet 3F Liga-fodbold længe, hvilket er nødvendigt, hvis man vil præstere som U19-landshold. Så jeg er meget fortrøstningsfuld – og jeg glæder mig til EM,” siger Søren Randa-Boldt.