Brøndby IF har fundet erstatningen for landsholdsmålmand Stinna Lykke, der er skiftet til tysk fodbold. De ni-dobbelte danmarksmestre har indgået en halvårig aftale med den svenske målvogter Jenny Olsson, der kommer fra Damallsvenskanklubben, BK Jitex, hvor hun har spillet de sidste 4 år.
“Vi er rigtigt glade for at have indgået denne aftale med Jenny. Det har været vigtigt for os at sikre en rutineret afløser for Stina Lykke, specielt med henblik på vores kommende deltagelse i Champions League, hvor vi har en målsætning om at nå kvartfinalen, og så går vi igen efter at vinde 3F Ligaen og pokaltitlen,” siger Brøndbys kvindeformand Jan Borre i en pressemeddelelse.
Han beskriver 27-årige Jenny Olsson som en spiller der er god med fødderne og kan bidrage med rutine:
“Damallsvenskan er en af de stærkeste ligaer i Europa, så vi er meget glade for at kunne trække en spiller fra Sverige til Danmark,” siger Jan Borre.
Jenny Olsson kan få debut onsdag den 4. september kl. 19, hvor Brøndby møder B93-HIK-Skjold på Østerbro Stadion.