Langt sejt træk før kvindefodbold bliver et tilskuerhit

1
902
Kampene mellem Brøndby og Fortuna er de absolutte topkampe, men har stadig svært ved at trække mange tilskuere.
Kampene mellem Brøndby og Fortuna er de absolutte topkampe, men har stadig svært ved at trække mange tilskuere.
Brøndby-Fortuna er de absolutte topkampe, men har stadig svært ved at trække mange tilskuere.

EM-succesen i Sverige har endnu ikke givet 3F Ligaen momentum. Kvindefodbold er fortsat en nichesport

Af Team Tekstwerk, venligst udlånt at magasinet Sport Executive

311 tilskuere fulgte slaget mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF 15. september 2013 på Hjørring Stadion.

Det er ellers det ypperste, der kan bydes på i dansk kvindefodbold. De to klubber har delt de sidste 11 danske mesterskaber imellem sig med otte til Brøndby og tre til Fortuna, og de indbyrdes kampe afgør traditionelt mesterskabskampen – fordi niveauforskellen ned til de øvrige hold i 3F Ligaen hidtil har været for stor. I sidste sæsons grundspil sejrede Brøndby IF således i alle kampe, mens Fortuna tabte to – til Brøndby – og spillede en enkelt kamp uafgjort.

Alligevel kan turneringens absolutte topkamp altså ikke trække nævneværdigt med tilskuere. Heller ikke, selv om Hjørring ikke har meget anden topfodbold at byde på. Det lokale herrehold, Vendsyssel FF, befinder sig således i de nedre regioner af landets næstbedste række, NordicBet Ligaen. Og heller ikke, selv om sommerens EM-semifinale mellem Danmark og Norge trak historiske 668.000 ind foran skærmen. Et momentum for kvindefodbolden, som klubberne på det nærmeste svor skulle udnyttes.

Det er endnu ikke lykkes…

”Nu blev Rom jo ikke bygget på en dag. Det gælder også i sammenhængen kvindefodbold. Det er et langt sejt træk,” siger Mette Bach Kjær, bestyrelsesmedlem i DBU, Kvindedivisionsforeningen og Fortuna Hjørring.

Hun er desuden en af hovedarkitekterne bag det licens- og klubudviklingsarbejde, der via ‘Vision 2020’ skal skærpe udviklingen af dansk kvindefodbold. Blandt andet via en nedskæring af 3F Ligaen til otte hold fra denne sæson, et licenssystem, ansættelse af professionelle folk i klubberne og meget, meget mere:

”Hidtil har kvindefodbold været drevet af ildsjæle. Men for at nå skridtet videre bliver vi nødt til at have professionelle folk i klubberne. Vi skal styrke fundamentet ude i klubberne,” forklarer hun og fortsætter:

”De otte kommercielle ledere skal arbejde hårdt og målrettet på de strategiplaner, der allerede er lavet. Vi bliver nødt til at tro på, at den enkelte klub er den, der ved bedst, hvad der skal til for at skaffe flere tilskuere, få bedre pressedækning og dermed flere sponsorer.”

Det handler altså kort sagt, ifølge Mette Bach Kjær, om tålmodighed. Eller, som hun selv udtrykker det:

”Vi bliver nødt til at tro på, at det er det rigtige, vi gør.”

EM i Sverige var et tilskuerhit, men den nye interesse kan endnu ikke måles i 3F Ligaen.
EM i Sverige var et tilskuerhit, men den nye interesse kan endnu ikke måles i 3F Ligaen.

Plads til forbedring

Også hos hovedsponsoren, fagforeningen 3F, erkender man, der er lang vej igen, før 3F Ligaen og for den sag skylds, kvindelandsholdet, er et kendt og anerkendt brand. Landets største fagforening har været sponsor for såvel landsholdet som ligaen siden 2005, men eksponeringen har trods alt været begrænset.

”Vi har nok en del plads til forbedring, hvad angår aktivering af sponsoratet. EM var et skridt i den rigtige retning, men vi skal skabe endnu mere fokus. Samtidig skal vi kulturelt i 3F blive bedre til at tage kvindefodbolden til os. Selv at snakke om det,” udtaler Nicolai Kampmann, kommunikationschef i 3F.

”Generelt vil – og ønsker – vi at være med til at sætte en ligestillingsdagsorden, også i fodbolden. Kvinderne er lige så meget værd som mændene. Dér vil vi gerne hjælpe DBU med at ligestille kønnene, også internt i unionen,” mener Nicolai Kampmann – og slår i samme åndedrag fast:

”Der er et potentiale til mere i kvindefodbold. Dér skal DBU og især klubberne komme længere frem i bussen. Se blot på, hvor meget kvindefodbold fylder kulturelt i vores nabolande Sverige og Tyskland.”

Mens vi venter på det kulturelle gennembrud, må 15 EM-bronzevindere og deres holdkammerater i Fortuna Hjørring og Brøndby IF så nøjes med at optræde for 311 tilskuere på Hjørring Stadion…

Se artiklen i Sport Executive her: Det sku være så godt

Du kan også læse Sport Executives artikel om kvindefodbolds fremgang:

De stormer frem

 

1 COMMENT

  1. Jeg tror ikke der kommer flere tilskuere før der kommer penge i damefodbold. De piger der spiller på topplan skal promoveres mere end drengene og så skal mændenes indstilling ændres radikalt. Det ligger ikke i opdragelsen at piger kan spille fodbold. Og der er ingen prestige i at gøre noget for pigerne.

    Hvis man kunne få kronprinsen til at vise sig til en damekamp ville der ske en hel del tror jeg.

    Jeg var selv til landskamp for et par år siden i Vejle hvor 3F inviterede pigeklubberne. Et meget flot arrangement men desværre enkeltstående.