Da U18-pigerne fra Herlev IF tirsdag brugte en halv time på at løbe rundt og rundt på en halv 11-mands bane, var det ikke kun for at styrke konditionen til de kommende kampe i række 2. Løbeturene havde også et helt andet formål. De var en del af en indsamling til fordel for foreningen Familier med kræftramte børn, som Herlev IF har arrangeret i samarbejde med firmaet Way2Lead.
Projektet går ud på, at U18-pigerne hver især har skullet finde lokale sponsorer, som ville betale enten et fast beløb eller et beløb pr. omgang, som det lykkedes pigerne at gennemføre på den halve time. Og sponsorjagten er gået forrygende. Det er lykkedes pigerne af finde så mange sponsorer, at tirsdagens løbeture endte med at udløse et samlet beløb på lidt over 18.000 kroner, som nu går ubeskåret til Familier med kræftramte børn.
Aftalen med Way2Lead er kommet i stand via Herlev IFs ungdomsformand Ove Døj. U18-pigerne var de første af fem pigehold fra Herlev, som i denne uge løber for at samle penge ind til kræftsagen.