Skovbakkens U18 DM-piger havde guld med om halsen, da de i weekenden vendte hjem fra en stor indendørs turnering i Gütersloh i Tyskland.
Ganske vist tabte holdet sine første to indledende kampe mod to stærke tyske hold, Nurnberg og Meppen, men derefter blev det til 0-0 mod Essen i den sidste puljekamp, og med det resultat endte Skovbakken i B-slutspillet, hvor holdet gik ubesejret gennem hovedrunden og endte med at vinde B-finalen 3-1 over Essen.
“Alt i alt en super fed tur, hvor pigerne både hyggede sig og havde det sjovt, og samtidig lærte at masse om, hvordan det er at spille på topplan i Tyskland. Her lærer du alle kneb, og hvor det hele tiden handler om at man vil vinde. På finaledagen søndag var der mellem 100-120 tilskuere, som virkelig lavede en fed stemning i sådan en hal,” skriver Skovbakken på sin hjemmeside.
Skovbakken var inviteret til at deltage i turneringen, som primært tæller store klubber fra den tyske U-17 Bundesliga. Den danske klub stillede med et hold uden 96ere og gjorde sig i øvrigt bemærket på anden vis ved stævnet: I den FIFA-turnering, der blev afviklet lørdag aften, havde holdet udvalgt Nina Skjøtt som sin deltager, og hun gjorde det så godt, at hun endte på en fjerdeplads og var tæt på at komme i finalen.