Line Geltzer Johansen, der kommer fra Aalborg og tidligere har spillet i AaB og Fortuna Hjørring, har skrevet kontrakt med australske UQFC (University of Queensland FC), der spiller i den bedste liga i det nordlige Australien
Kontrakten gælder for den kommende sæson og Line Geltzer Johansen, der er 24 år, skal ikke kun vogte målet for ligaholdet, hun skal også træne andre talentfulde pigemålmænd i klubben, der ligger i Brisbane. En opgave hun føler sig godt rustet til via sine erfaringer som målmandstræner hos Nordjysk Goalkeeper Academy og som DBU U14 og U16 målmandstræner.
Inden Line kom til UQFC, har hun spillet i de australske klubber Melbourne Victory og Box Hill United. I Brisbane bliver hun en del af en klub, der tæller over 1600 medlemmer, heraf syv kvindeseniorhold og en pigeafdeling, hvor der udføres et stort talentarbejde.
Sideløbende med fodboldkarrieren er Line i gang med en kandidatuddannelse på Aalborg Universitet, som afsluttes til sommer.
Det var et praktikophold hos Danfoss i forbindelse med studiet, der bragte Line til Australien, lige som studieophold i London tidligere har kastet en halvsæson af sig i den engelske liga for Watford FC.
Line startede fodboldkarrieren i Aab i 1998. I 2004-2005 spillede hun U18 DM og 1. division i B52 Aalborg og herfra kom hun tilbage til Aab, hvor hun i årene 2005-2010 har spillet Jyllandsserie, Danmarksserie, 1. division og 3F. Efter opholdet i London i 2011, fik Line en halvsæson i Fortuna Hjørring, inden hun fortsatte yderligere to sæsoner i Aab, hvorfra turen i 2013 gik til Australien.