Velkommen til en ny serie her på FODBOLD FOR PIGER, hvor vi går tæt på livet som elitefodboldspiller i 2014. I ord og billeder vil spillere på skift fortælle om et døgn i deres fodboldliv – med alt hvad det indebærer af skole, lektier, transport, træning osv. I dag fortæller Signe Boysen, KoldingQ. Har du også lyst til at fortælle om dit fodboldliv, kan du skrive til redaktion@fodboldforpiger.dk

Navn: Signe Boysen, angriber, KoldingQs U18 DM

Så meget træner jeg:

Når turneringen er i gang, så træner jeg ca. 6 timer om ugen, hvilket ca. svarer til et træningspas mandag, styrketræning tirsdag, morgentræning samt alm. træning onsdag og træning torsdag. Yderligere er der kamp stort set hver weekend.

…og så meget transport har jeg:

Jeg bor i Rødding, som ligger ca. 30 minutter fra Kolding hvor jeg træner. Jeg bruger derfor meget tid på transport frem og tilbage. Med de træningspas som jeg har hver uge, så bliver det til ca. 5 timers transporttid udover de timer som bruges på selve træningen. Og da jeg i forvejen går i gymnasiet i Vejen, som ligger 25 minutter (i bus) fra Rødding, så kræver det meget planlægning i forhold til at nå og lave lektier og afleveringer.

EN DAG I MIT FODBOLDLIV:

OM MÅL, DRØMME, VALG OG FRAVALG

Min fodboldkarriere ind til nu:

Jeg begyndte at spille fodbold i Rødding for ca. 11 år siden, da der var nogle piger fra min klasse, som manglede en spiller for at kunne lave et hold. Der gik ikke lang tid før at sporten havde fanget min interesse, så jeg fortsatte med at spille fodbold i RIF (Rødding Idrætsforening) indtil jeg var 13 år, hvor jeg flyttede til Kolding for at spille U-15. De sidste 2 år i RIF spillede jeg på drengeholdet, men da de blev fysisk overlegne, flyttede min veninde og jeg til Kolding, hvor hendes storesøster også spillede. Siden da har jeg været ungdomsspiller i KoldingQ, først på U-15 mesterrækkeholdet, nu på U-18 DM holdet (hvor jeg er i gang med min sidste sæson), og forhåbentlig på 3F holdet efter sommerferien 🙂

Det bedste ved fodbold:

…er helt klart de venskaber der følger med. Vi går alle lige meget op i fodbold, og vi forstår alle det pres, som der også følger med, når man er elitefodboldspiller. Det er klart i fodboldens verden, at jeg har mine bedste veninder. Derudover følger der også en masse fede oplevelser med sporten – det kan være alt lige fra en sejr over topholdet, til kampe mod udenlandske hold, eller ture f.eks. til USA.

Mine ambitioner og mål med fodbold:

Som elitefodboldspiller snakker man meget om kortvarige samt langvarige mål, og hver gang et mål opnås, så sættes et nyt. I den foregående sæson opnåede jeg et af mine kortvarige mål, nemlig at blive KoldingQ’s mest scorende U-18 DM spiller nogensinde, og mit næste mål er nu at slutte som DM ligaens topscorer. Derudover har jeg en lang række langvarige mål, såsom at blive en del af 3F liga truppen efter sommerferien.

Som topangriber er jeg vant til instinktivt at søge mod mål, men det er også vigtigt for mig at søge mod mål uden for banen, for hele tiden at blive bedre. Når jeg så når et af mine mål, så bliver lysten for at blive ved med at søge mod mål automatisk større- lige som lysten for at blive ved med at spille fodbold.

Mine største fodboldoplevelser hidtil:

I min tid som elitefodboldspiller, har jeg indtil nu oplevet mange store ting, men der er dog to oplevelser, som har gjort et ekstra stort indtryk på mig: Den ene store oplevelse var i 2011, hvor jeg var blevet U-18 DM spiller et halvt år før tid, hvilket betød, at jeg var så heldig, at komme med KoldingQ til USA i 3 uger. Turen bød på en masse fede fodboldkamp, men det bedste var, at være indkvarteret privat ved familier, som jeg stadig har kontakt til i dag. Derudover fik hele truppen et fantastisk sammenhold på turen, og når jeg i dag snakker med andre af de piger, som var med, så står denne oplevelse tydeligt som en af de fedeste i vores fodboldliv.

Den anden store fodboldoplevelse, som jeg har været så heldig at få del i, var i 2012, da jeg var med U-16 landsholdet i Nordnorge til Nordic Cup. I lufthavnen blev vi modtaget af 300 jublende børn, som alle ville have vores autograf, og byen som vi boede i, var pyntet op, som var det EM eller VM. Yderligere havde arrangørerne fået en norsk sanger til at lave en officiel Nordic Cup sang… Da vi skulle spille mod Holland, kørte vi nord på til Hammersfest, som er en by tæt på Nord Kap, og banen hvor kampen skulle spilles, lå ved foden af et bjerg. Desværre var jeg blevet skadet i kampen 2 dage før mod Norge, så jeg måtte se med fra bænken med et par krykker, men jeg husker tydeligt hvad landstræner Danny Jung sagde under sin peptalk før kampstart: ”Nu skal vi ud og kæmpe som vores gamle forfædre vikingerne gjorde det, i disse barske, smukke, norske omgivelser.” Det var klart et af højdepunkterne på den landsholdstur, og det står tydeligt i mine erindringer, som en af mine største fodboldoplevelser hidtil.

Valg/fravalg jeg har måttet foretage på grund fodbold:

Som sagt flyttede jeg til Kolding for at spillefodbold, da jeg var 13 år, og på det tidspunkt spillede jeg lige så meget badminton som fodbold. På daværende tidspunkt fik jeg at vide, at jeg var en talentfuld badminton spiller, og kort efter rykkede jeg op i eliterækken (som er den ypperste inde for badminton). Min nye træner i Kolding tog mig derefter til siden, og forklarede, at jeg var nødt til at vælge mellem de to sportsgrene, og det var første gang, at jeg måtte fravælge noget til fordel for fodbolden.

Årene gik med at spille fodbold i KoldingQ, på U-16- og efterfølgende på U-17 landsholdet, indtil jeg startede i gymnasiet i Vejen i 2012. Den første tid gik med introduktion til undervisningsmiljøet og ikke mindst at lære en masse nye mennesker at kende. Samtidigt med dette introforløb, var jeg med U-17 landsholdet til samlinger og på en træningstur i Irland, og da jeg går meget op i at være god i skolen, og agere godt socialt, så blev det for stort et savn for mig, at være så meget fraværende i den periode – så jeg valgte at sige fra til landsholdet, for at få styr på min nye verden som 1.g’er. Det var et valg, som jeg endnu ikke har fortrudt, fordi jeg lever efter den filosofi, at hvis jeg har styr på mit liv, så kan jeg også fungere på bedste vis på en fodboldbane.

Der skal ikke herske sig nogen tvivl om, at fodbolden kræver en del fravalg (i sær som ung), med gymnasiefester osv., men når alt kommet til alt, så giver fodbolden også tilbage, netop i form af en masse fede oplevelser og venner for livet 🙂

Hvorfor bliver det ved med at være sjovt at spillefodbold?

Hvis folk spørger, så spiller jeg fodbold fordi det er sjovt – ikke fordi det er sjovt at træne i minusgrader den 4. januar, og ikke fordi det er sjovt at tabe 3-2 til Næsby i 91. minut… ”To win isn’t everything… It’s the only thing” – jeg spiller fordi det er sjovt at vinde, fordi det er fedt at se, at hårdt arbejde og frosne tæer betaler sig, når man vinder en pokalfinale, eller når man gør sig fortjent til en landsholdssamling pga. vilje og tro på egne evner. Jeg bliver ved med at synes, at fodbold er sjovt, fordi jeg altid sætter mig nye mål, og fordi jeg sjældent er helt tilfreds med et afsluttet ”projekt”, om så det er ”projekt skole” eller ”projekt bedre vendinger”, så kan det altid gøres bedre. Jeg synes det er sjovt, at blive ved med at udfordre sig selv, for senere at kunne høste frugten i form af en medalje eller en udtagelse til landsholdet.

Øvrige tanker om at være elitefodboldspiller:

Jeg tænker tit på, hvad jeg kan bruge mine erfaringer som elitefodboldspiller til, når jeg engang i fremtiden skal søge job eksempelvis. Med fodbolden kommer ikke kun disse oplevelser, som eliteudøver tilegner man sig også nogle uundværlige egenskaber, som at planlægge den lille mængde fritid man har tilovers, således, at man ikke blot restituerer og lader op til de fysiske udfordringer der venter en i sportslig henseende, men at man lærer, at planlægge hvornår man skal bruge tiden på lektier/afleveringer, hvornår man skal se vennerne osv. Udover planlægning, så har jeg også lært at præstere på de rigtige tidspunkter. Det er ikke nødvendigt at lade mentalt op til en styrketræning, fordi man vil vise træneren, at man f.eks. kan tage flere armbøjninger end de andre. Det er vigtigt at vide, at når dommeren fløjter kampen om de 3 point i gang, så skal der præsteres. Evnen til at præstere på de helt rigtige tidspunkter, er nok en af de største gaver, som fodbolden har givet mig, fordi det er en evne, som jeg kan benytte mig af i alle livets henseender – hvad end det gælder en eksamen, en jobsamtale eller en fodboldfinale. Dét er jeg elitefodbolden evig taknemmelig for.