Storsejr til OBs 3F-kvinder over lokalrivaler

0
1208

OB logoOBs 3F-kvinder vandt i weekenden stensikre 6-1 i en træningskamp over B1913, der ligger nummer ét i 1. division. Dermed fik selvtilliden endnu et boost hos fynboerne, som forleden vandt 5-0 over BSF i en anden testkamp.

Træner Thomas Hansen var da også godt tilfreds efter kampen, som OB dominerede fra start til slut:

“Vi var meget aggressive i vores generobringsspil, som vi har arbejdet hårdt på at få implementeret, og det lykkedes rigtig godt i dag. Ligeledes er vi blevet mere effektive foran mål, og Marie Maj er begyndt at træde i karakter som spidsangriber og scorer nogle nemme mål i dag, hvor hun bare står på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,” siger Thomas Hansen.

OB spiller sin første ligakamp i foråret den 23. marts, hvor holdet hjemme møder KoldingQ. Men forinden gælder det pokalturneringen, hvor OB møder weekendens testmodstander, B1913. Inden den kamp, får OB lov til at pudse formen endeligt af i en træningskamp mod 3F Ligaens tophold Fortuna Hjørring, som kommer på besøg  i Odense på søndag den 9. marts kl. 12.30.

Træner Thomas Hansen vurderer, at holdet er ved at ramme turneringsformen:

“Det ser fornuftigt ud. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at vi ville have så mange kræfter i dag, da vi har trænet hårdt i denne uge, men holdet virker i god form og udviser en god attitude i kampene. Truppen er ved at være klar til sæsonen, og vi har kun få spillere ude med skader, hhv. Agnes Klingenberg og Victoria Black,” sagde OB-træneren efter weekendens kamp.