Hun er midt i et fodboldeventyr, 14-årige Olivia Runge fra Aarhus, som netop nu er elev på det berømte sportakademi IMG i Florida.
”Det er mit livs oplevelse og endnu bedre end jeg havde forestillet mig,” siger Olivia, som startede på IMG i august og foreløbig skal gå der til sommer.
Den talentfulde fodboldpige var på et tre ugers ophold på IMG sidste forår og fik herefter tilbudt i scholarship på akademiet, hvor hun nu bor, går i skole og træner intensivt hver dag.
”Det er superfedt. De andre piger er søde og rare, træningen er virkelig god og faciliteterne er i top,” siger Olivia, som går sammen med fodboldtalenter fra USA, Canada og Sydamerika.
Får karakterer i skolen hver dag
Både i skolen og på træningsbanerne møder hun en disciplin, der er mere streng end den danske. I skolen, hvor hun har engelsk, matematik og science (fysk og kemi, red.), uddeles der karakterer hver dag i alle fag, og på træningsbanen stilles der store krav.
”Man kan læse sin karakterer hver dag på intranettet. Hvis man har glemt at aflevere en opgave, får man nul i et fag. Det synes jeg faktisk er fedt nok. Vi går jo på skolen for at lære noget og vi skal lære at fokusere og have styr på vores ting,” siger Olivia.
Den teknisk dygtige og skudstærke aarhusianer synes selv, at hun har gjort klare fremskridt som fodboldspiller:
”Vi træner i gennemsnit tre timer hver dag, fra klokken 15-18, og vi bruger meget tid på styrketræning, på skadesforebyggende træning og på teknisk træning. Jeg synes, det har gjort mig til en bedre fodboldspiller. Jeg er blevet stærkere, hurtigere på fødderne og sparker hårdere,” siger Olivia.
Mål: Professionel i USA
Eleverne på IMG spiller kampe næsten hver weekend, og den lyshårede dansker er blevet bemærket af modstanderne. Olivia har fået flere tilbud om scolarships fra skoler, der gerne vil have hende på holdet næste skoleår.
”Nu må vi se hvad der sker. Indtil videre er planen, at jeg rejser hjem til sommer og tager niende klasse i Danmark. Men jeg kunne godt have lyst til at fortsætte herovre, og min drøm er på sigt at blive professionel fodboldspiller i USA,” siger hun.
Olivia var hjemme i Danmark i julen og har to gange haft besøg af sine forældre.
”Da jeg sagde farvel til mine forældre i august, tænkte jeg, at det bliver hårdt at undvære dem. Men der sker så meget, så tiden går stærkt, og vi skyper sammen hver anden dag, så det har ikke været så svært, som jeg havde forestillet mig,” siger hun.
Olivia Runges ophold på IMG er blevet fulgt af det aarhusianske filmselskab Kolibri. Resultatet bliver en tv-serie, der til sommer kan ses på DR Ultra.
Du kan læse mere om IMG her.
OLIVIAS DAG PÅ IMG
Står op kl. 6:15
Spiser morgenmad kl. 7:00
Skole fra 7:30-12:25
Frokost 12:30
Selvtræning 14:00-14:30
Træning fra 15:00-17:30
Aftensmad kl. 18:00
Lektier
Godnat kl. 10:30
Tirsdag og torsdag styrketræning fra 18:00-18:30
Onsdag ADP 18:00-18:45
APD står for “Athletic and Personal Development Program”, som handler om “Physical Conditioning, Mental Conditioning, Nutrition, Leadership, Vision Training, Athletic Body Management”.