En af de seneste års store profiler i 3F Ligaen, landsholdsspilleren Nanna Christiansen, vender tilbage til Brøndby IF. Nanna Christiansen skiftede i sidste sæson til B93-HIK-Skjold, men nu er hun tilbage i klubben, hvor hun driblede, scorede og lavede talrige assists i årene 2007-2013.
“Nanna kan kategoriseres som en intelligent spiller, som kombinerer sin evne til at læse spillet med et højt teknisk niveau. Hun har en stor personlighed der indeholder engagement og vilje, og samtidig stiller hun krav til omgivelserne. Og så er det ikke uvæsentligt at hendes bidrag til den sociale del af et fodboldhold altid gør hendes tilstedeværelse en fornøjelse. Hun er i sin bedste fodboldalder og vi forventer os meget af samarbejdet,” siger Brøndbys assistenttræner Flemming “Køge” Petersen til klubbens hjemmeside.
Nanna Christiansen, der er 25 år, har spillet 56 A-landskampe og 46 ungdomslandskampe. Hun blev i 2006 kåret til årets talent i Danmark.